Farvel endnu engang

Selvom jeg nu efterhånden har fået en del træning i at sige farvel, så tror jeg aldrig helt jeg vænner mig til det. Det er ikke spor sjovt at sige farvel til mennesker, jeg elsker højt og forlade dem på ubestemt tid.

De sidste par uger er fløjet af sted. Jeg har set en masse mennesker og haft en virkelig god tid sammen med dem. Mine venskaber her bliver dybere og dybere.

Vi var en uge i Serbien på lejr for studerende. Det var meget anderledes en KFS-lejre i Danmark. Først og fremmest fordi tingene her generelt bare ikke er nær så velplanlagte, som jeg er vant til, og fordi næsten halvdelen af deltagerne ikke var kristne. Det gav en helt anden lejrstemning på både godt og ondt.

Det var fedt at være sted en gruppe fra Montenegro i et andet land. (Selvom det bare var i Serbien). Det bragte os virkelig tættere sammen, og jeg følte mig helt montenegrinsk! 

Jeg blev så stolt at mine montenegrinere, da de begyndte at sige, at de synes, der skulle være mere Gud og Bibel. En af dem tog initiativ til, at vi kunne lave en bibelstudiegruppe i noget af al den fritid vi havde. Det gjorde vi så, og det var måske et af de bedste bibelstudier jeg har haft i mit liv. Vi var en 10 stykker som samledes et par gange i løbet af lejren, og læste i Romerbrevet samen. Det var mennesker som virkelig hungrede efter at lære mere. Som var fyldt med spørgsmål og forskellige perspektiver. Som var åbne og ærlige om, hvad de tænkte. Det var simpelt hen for fedt!

Rebekka og jeg fik også lov til at lave et seminar, om hvordan man læser i Biblen. Det var helt simpelt og grundlæggende info, og så læste vi ellers i Biblen sammen. Men det var fyldt med hellighånd, og mennesker blev rørt at det. En af pigerne spurgte bagefter, om vi ikke kunne gøre det igen en af de andre dage, så det gjorde vi så. Det var virkelig opmuntrende at se, hvordan Guds ord arbejder!

”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end et tveægget sværd; Det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.” Hebr. 4,12-13

Bøn er også virkelig blevet stort for mig i løbet af de sidste par uger. Det gik op for mig, hvor vigtigt det faktisk er. For hvordan kan jeg have en relation til Gud, hvis jeg ikke snakker med ham? Jeg har bedt til Gud, om han ikke godt ville lære mig at bede, for jeg synes det er svært. Jeg kan ikke selv! Jeg har svært ved at få tid til det og ofte gider jeg slet ikke, hvis jeg endelig har tid. Når jeg så tager mig sammen til det alligevel, så ved jeg ikke, hvad jeg skal bede om, og hvordan jeg skal bede. Det bliver så nemt en tung og trættende byrde, så jeg til sidst giver op. Jeg gik derfor i gang med at læse: Fra bønnens verden af O. Hallesby. En virkelig god og udfordrende bog, som jeg varmt kan anbefale!

Jeg lærte mange ting, men især at for at bede, bliver jeg nødt til at være hjælpeløs. Uden det er det slet ikke bøn, for så afhænger jeg ikke af Gud, men tror, at jeg kan klare det selv. Det var en kæmpe trøst og en kæmpe udfordring på sammen tid. Men det har hjulpet mig til at erkende min hjælpeløshed og se styrken i den. For kun derigennem kan Gud komme til. 

”Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.” 2. kor. 12,8-9

Til sidst stod der i bogen, at hvis man bad til Gud: ”Herre, lær mig at bede” så måtte man forvente, at der kom problemer. For det er i gennem problemer, at Gud lærer os at bede. Det er der vi ser vores hjælpeløshed og vender os til ham. Først tænkte jeg, åh nej den bøn har jeg jo bedt de sidste par uger. Har jeg virkelig lyst til det, når jeg ved, hvad det indebærer? Gud glem, hvad jeg bad, jeg har ikke lyst til at lære det alligevel… 

Men jeg tænkte over det, og hvis det virkelig er det der skal til, for at jeg kommer tættere på Gud, så må det være det. Så må jeg stole på, at Gud har styr på det, og ikke giver mig mere, end jeg kan klare. At han elsker mig, og vil mig det allerbedste i sidste ende. Nemlig at jeg må være så tæt på ham som muligt, for der er godt at være, uanset hvordan livet ellers ser ud.

Og problemer kom der i sandhed, også mere end jeg tænkte, at jeg kunne klare. Men så var det godt, at det ikke var mig der skulle klare det, men Gud. Jeg måtte vende mig til ham i bøn, og han var trofast og gav mig styrke. Tak Gud!

Det er utroligt så meget der kan ske på en sommer. Jeg glæder mig til at kommer hjem til Danmark og arbejde i Herrens vinmark der. Det er det bedste arbejde. Han forventer meget af mig, men ikke mere end jeg kan klare, og han lover, at han vil være med mig hver en dag indtil verdens ende!

Jeg håber, jeg kan komme tilbage til næste sommer, men det er op til Gud. Han ved bedst og han har sin egen plan. Men jeg er bestemt ikke færdig i Montenegro endnu. Der må være en grund til, at han har lagt det land på mit hjerte. Og mission i Montenegro slutter ikke bare fordi jeg tager til Danmark. Jeg kan stadig bære med i arbejdet dernede i bøn, for ikke at nævne facebook og skype!

Guds fred til jer alle!

Et skridt ad gangen..

Det har været et par gode uger, hvor jeg virkelig har haft tid til at være sammen med mennesker. Har haft rigtig godt samvær og gode snakke. Var nogle dage i Podgorica for at besøge en pige, fra kirken der, som er på alder med mig. Det gav god mening at være sammen og dele liv. Selvom vi bor i to så forskellige lande, har vi mange af de samme kampe alligevel.

Et kæmpe amerikansk team var på besøg en uge, for at lave noget sportslejr i byen. Jeg deltog i lidt af det, som jeg synes gav mening. Det var interessant at møde flere lokale børn fra byen og snakke med dem.  Men det var også uoverskueligt med så mange børn samlet. Til aftenmøderne kom over 200 børn, og det siger sig selv, at de ikke ligefrem var stille.

Men det gik nu egentlig fint, især bedre end sidste år, var det virkelig var et cirkus. Og det var meget opmuntrende, at til det sidste aftenmøde kom cirka 50 børn op foran for at snakke, om det de havde hørt. Flere af dem græd, fordi de var blevet rørt. Det var jo vidunderligt at se, hvordan Guds budskab kan nå mennesker. Samtidig er det svært og frustrerende med det opsamlende arbejde. Vi er få mennesker i kirken her i byen, og vi kan ikke rumme alle de børn. Vi ved ikke hvem de alle er, og vi har ikke relationer til dem. Det gør det svært at inviterer dem med til noget. Vi har prøvet med en filmaften, hvor nogle stykker kom, og vi prøver igen i aften. Det er godt at det er i Guds hænder!

Rebekka er kommet tilbage igen, og det er godt at være to! Samtidig har det også været godt at være skilt ad, så folk her kan lære, at de ikke nødvendigvis altid behøver at være sammen med os begge på samme tid. På den måde kan vi nemmere dele os op, sprede krafterne og også få gode en-til-en snakke!

De sidste par dage har jeg slappet af og haft masser af alene tid. Jeg kunne godt mærke, at nu havde jeg altså været nok sammen med mennesker. Det har været skønt at give mig selv den frihed, og jeg kan mærke, at jeg er ved at være klar igen.
Det hele går et skridt ad gangen. Nogen gange er det svært at se, hvad mening det egentlig giver, når jeg er midt i det. Men jeg stoler på, at Gud han bruger alt det her!!

I morgen tager vi på EUS-lejr  i Serbien (EUS er KFS i Serbien og Montenegro). Det bliver rigtig spændende at prøve at være med i et større kristent fællesskab her. Fedt at flere af dem fra engelsk-lejren skal med. Også nogle af dem som ikke er kristne. Jeg glæder mig til at blive fyldt på inden jeg skal hjem til Danmark igen! 

Opfølgende arbejde

Så er der nu gået to uger, siden vi kom hjem fra lejren. Rebekka er taget hjem til Danmark for et par uger, for at være med på en lejr der. Min familie har været på besøg en uge her i Montenegro. Det var godt for mig med en lille pause og ferie ved kysten. Nu er jeg tilbage i Niksic og i fuld gang med det opfølgende arbejde, selvom det er mærkeligt nu at være her uden Rebekka.

Dagene efter lejren var utrolig opmuntrende. Mange af deltagerne fra lejren var blevet ramt, og det var tydeligt at se, da der kom rigtig mange til de forskellige arrangementer. Vi havde rigtig godt fællesskab og gode snakke. Vi havde både bibelstudie sammen og sjov udflugt til kysten. Flere kom også i kirke om søndagen. Det var godt at se, hvordan lejr-stemningen kunne fortsætte i Niksic.

Så meget af min tid har gået med at skrive med mennesker på facebook. Mødes over en kop kaffe og snakke sammen, gå en tur sammen eller hvad vi nu finder på. Det er rigtig godt og meningsfuldt. I går var jeg til Lake Fest. Det er en musikfestival her tæt på Niksic. Der var jeg sammen med en fra lejren, som jeg har haft nogle rigtig gode snakke med. Det var rigtig interessant at være der, se noget af hendes liv og bruge tid sammen. 

Så jeg er her, og bruger de muligheder der dukker op på at være sammen med mennesker og bare elske dem, for det er nu engang det vigtigste!

"Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet." 1. kor 13,1-3

Hjemme, smadret og fuld af indtryk og taknemmelighed

Så er vi tilbage igen, og i dag har virkelig været dømt hvile. Vi er alle helt udmattede efter en uge med tætpakket program. Netop fordi det hele handler så meget om relationer, tager det rigtig meget energi, fordi man hele tiden er på overfor mennesker. Men hvor har det dog været en kæmpe velsignelse at være på lejr. Gud har sandelig brugt det til at åbne nogle menneskers øjne op for hvem han er. Jeg tror, alle der var med på en eller anden måde er vokset og kommet tættere på Gud. Da vi den sidste aften delte, hvad vi havde syntes var bedste, var det næsten alle som nævnte bibelundervisningen eller smågrupperne bagefter. Flere sagde at de denne uge havde lært mere om Biblen og Jesus end i resten af deres liv!!

Der har været utrolig godt fællesskab på kryds og tværs af kulturforskelle. Jeg har fået mulighed for at dele tro og liv med så mange skønne mennesker, og jeg elsker dem højt! Der er helt sikkert opstået nogle tætte relationer, som der bliver god mulighed for at bygge videre på de næste par uger. Tak Gud fordi det er ham der gør arbejdet og ikke os!!!

Før lejren havde vi besøg i huset af en dansk familie. Hanne og Jacob og deres tro børn. Faktisk er de grunden til at vi er her i dag, for det var gennem dem, at Gud kaldte os herned. De var volontører her i et år for 10 år siden og siden var Hanne lærer på LTC, og det var derfor mit LTC-hold tog til Montenegro. Det var herligt at have nogle danske mennesker som også har hjerte for Montenegro at snakke med. Nogle som både forstår Danmark og Montenegro. Det var utrolig opmuntrende og opbyggende! Især fordi de jo kunne fortælle, hvordan det hele så ud for 10 år siden, og der er godt nok sket meget siden :) Det ikke er Afrika tilstande, men går det fremad. Gud har sit eget tempo at arbejde i.

En lille opmuntrende ting der er sket: En af de unge kvinder i kirken er rigtig glad for skuespil og arbejder en masse frivilligt med børneteater og er selv med i et amatør-teater. Det er meget usædvanligt i Montenegro, at mennesker arbejder frivilligt og arbejder hårdt, så det er virkelig opmuntrende at se, hvor meget hun brænder for sit arbejde. Hun elsker de børn hun arbejder med højt, og hun vil så gerne bruge sit arbejde til at tjene Gud og give videre til dem, hvad hun selv har fået. Her for et par uger siden var hun til en teaterfestival og det endte faktisk med at hun vandt prisen for bedste skuespiller. Hun er nu officielt den bedste skuespiller i Montenegro! Det er skønt at se, hvordan hun bruger det til at pege på Gud og prise ham…

Nu starter en ny uge, og jeg er spændt på at se, hvordan de frø der er blevet sået på lejren vil vokse!

"Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede  evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse. Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. Da sagde han til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«

Matt. 9, 35-58

Afsted på lejr!!

Der er rigtig godt gang i den lige nu. Sidder og venter på at skulle på en uges engelsk lejr. Det bliver utrolig spændende. For første gang er lejren helt fuld. 46 mennesker bliver vi, så jeg er meget spændt på, hvordan det bliver. Jeg håber på at det ikke bare bliver skæg og ballade, men at vi også kan få nogle gode snakke om tro og liv. Tror at cirka 1/3 af dem der er med er ikke-troende, og flere af dem viser interesse også for Biblen og tro. Det bliver utrolig interessant, at se hvad Gud har af planer, og hvad han vil bruge mig til.

Det har været en udfordring lige at finde ud af, hvad min og Rebekkas rolle er i det hele. For hvad laver lige to danske piger på en engelsk lejr. Men det er egentlig gået rigtig godt. Det giver mening bare at være en ekstra ressource her, i alt det der allerede foregår. Vi fungerer lidt som mellemmænd mellem englænderne og montenegrinerne. Fordi vi kender det her, og alligevel er tættere på englænderne kulturmæssigt. Det er faktisk helt rart ikke at have en defineret rolle. Så kan vi selv bestemme, hvad det er vi vil bruges vores tid på. Være med når det giver mening og ellers trække os tilbage og bruge tid på noget andet. Nu skal vi afsted og er væk en uges tid. Jeg vil komme med et længere indlæg, når jeg kommer tilbage på Lørdag…

Afsted på lejr!!

Der er rigtig godt gang i den lige nu. Sidder og venter på at skulle på en uges engelsk lejr. Det bliver utrolig spændende. For første gang er lejren helt fuld. 46 mennesker bliver vi, så jeg er meget spændt på, hvordan det bliver. Jeg håber på at det ikke bare bliver skæg og ballade, men at vi også kan få nogle gode snakke om tro og liv. Tror at cirka 1/3 af dem der er med er ikke-troende, og flere af dem viser interesse også for Biblen og tro. Det bliver utrolig interessant, at se hvad Gud har af planer, og hvad han vil bruge mig til.

Det har været en udfordring lige at finde ud af, hvad min og Rebekkas rolle er i det hele. For hvad laver lige to danske piger på en engelsk lejr. Men det er egentlig gået rigtig godt. Det giver mening bare at være en ekstra ressource her, i alt det der allerede foregår. Vi fungerer lidt som mellemmænd mellem englænderne og montenegrinerne. Fordi vi kender det her, og alligevel er tættere på englænderne kulturmæssigt. Det er faktisk helt rart ikke at have en defineret rolle. Så kan vi selv bestemme, hvad det er vi vil bruges vores tid på. Være med når det giver mening og ellers trække os tilbage og bruge tid på noget andet. Nu skal vi afsted og er væk en uges tid. Jeg vil komme med et længere indlæg, når jeg kommer tilbage på Lørdag…

Afsted på lejr!!

Der er rigtig godt gang i den lige nu. Sidder og venter på at skulle på en uges engelsk lejr. Det bliver utrolig spændende. For første gang er lejren helt fuld. 46 mennesker bliver vi, så jeg er meget spændt på, hvordan det bliver. Jeg håber på at det ikke bare bliver skæg og ballade, men at vi også kan få nogle gode snakke om tro og liv. Tror at cirka 1/3 af dem der er med er ikke-troende, og flere af dem viser interesse også for Biblen og tro. Det bliver utrolig interessant, at se hvad Gud har af planer, og hvad han vil bruge mig til.

Det har været en udfordring lige at finde ud af, hvad min og Rebekkas rolle er i det hele. For hvad laver lige to danske piger på en engelsk lejr. Men det er egentlig gået rigtig godt. Det giver mening bare at være en ekstra ressource her, i alt det der allerede foregår. Vi fungerer lidt som mellemmænd mellem englænderne og montenegrinerne. Fordi vi kender det her, og alligevel er tættere på englænderne kulturmæssigt. Det er faktisk helt rart ikke at have en defineret rolle. Så kan vi selv bestemme, hvad det er vi vil bruges vores tid på. Være med når det giver mening og ellers trække os tilbage og bruge tid på noget andet. Nu skal vi afsted og er væk en uges tid. Jeg vil komme med et længere indlæg, når jeg kommer tilbage på Lørdag…

Afsted på lejr!!

Der er rigtig godt gang i den lige nu. Sidder og venter på at skulle på en uges engelsk lejr. Det bliver utrolig spændende. For første gang er lejren helt fuld. 46 mennesker bliver vi, så jeg er meget spændt på, hvordan det bliver. Jeg håber på at det ikke bare bliver skæg og ballade, men at vi også kan få nogle gode snakke om tro og liv. Tror at cirka 1/3 af dem der er med er ikke-troende, og flere af dem viser interesse også for Biblen og tro. Det bliver utrolig interessant, at se hvad Gud har af planer, og hvad han vil bruge mig til.

Det har været en udfordring lige at finde ud af, hvad min og Rebekkas rolle er i det hele. For hvad laver lige to danske piger på en engelsk lejr. Men det er egentlig gået rigtig godt. Det giver mening bare at være en ekstra ressource her, i alt det der allerede foregår. Vi fungerer lidt som mellemmænd mellem englænderne og montenegrinerne. Fordi vi kender det her, og alligevel er tættere på englænderne kulturmæssigt. Det er faktisk helt rart ikke at have en defineret rolle. Så kan vi selv bestemme, hvad det er vi vil bruges vores tid på. Være med når det giver mening og ellers trække os tilbage og bruge tid på noget andet. Nu skal vi afsted og er væk en uges tid. Jeg vil komme med et længere indlæg, når jeg kommer tilbage på Lørdag…

Dykker dybere ned i kulturen..

Endnu engang oplever jeg at komme dybere og dybere ned i forståelsen af den montrenegrinske kultur og religion. Samtidig går det mere og mere op for mig, hvor meget jeg kun skraber i overfladen. Det er utrolig spændende, så rig og mangfoldig en kultur er. Der er så mange forskellige parametre, som har været med til at forme den, at jeg aldrig kommer til at forstå den helt.  

Det går stille og roligt frem med sproget. Jeg kan mere og mere begynde at have små samtaler med mennesker jeg møder. I sproget ligger der en nøgle til forståelse af kulturen, som jeg virkelig glæder mig til at kunne bruge helt. Hvad står der i aviserne? hvad siger de i nyhedsudsendelserne? At kunne følge med i samtaler og forstå hvad folk snakker om, samt også at kunne snakke med mennesker, jeg møder. Oveni det ligger der så meget mentalitet gemt i udtryk og sprogbrug. Som f.eks. at en far kalder alle sine børn for sønner. Selvom det er døtre, og det er noget af det kærligste, han kan kalde dem. Det siger noget om drengenes status i samfundet, som jeg også vil komme ind på i næste blogindlæg.

Alt det her med sprog og fremmed kultur er rigtig interessant, men også meget energikrævende. Jeg er så træt hver eneste aften og også næste morgen, når jeg skal op.

Der er så mange indtryk og nye ting at forholde sig til. Serbiske ord kører konstant rundt i hovedet på mig, og jeg prøver at finde hoved og hale i det hele. Jeg hele tiden er bevidst om, ikke at komme til at gøre noget forkert, især når jeg er gæst hos de lokale. Det er lærerigt og spændende, men jeg kan også mærke, at jeg har brug for at trække mig tilbage og bare være mig selv.

Vi har været en del på besøg her på det sidste. Det har været utrolig spændende og udfordrende. Især da forældrene aldrig kan engelsk. Men det har været nogle rigtig gode besøg. Da vi var på besøg hos en af de studerende, fik jeg især en rigtig god snak med hendes lillesøster. De kan desværre ikke komme med på engelsk lejr, men jeg håber på, at få mulighed for at besøge dem igen.

For et par dage siden var vi inviteret til frokost hos en af de to teenage-piger, som vi har haft mulighed for at hænge en hel del ud med på det sidste. Hun var så spændt på, at vi skulle komme, at hun slet ikke kunne sove aftnen før, fortalte hun mig. Det var virkelig sødt, og man må sige, at hun også havde gjort det helt store ud af det. Hele familien, inklusiv tanter og onkler, var inviteret og samlet for at møde os. De var meget velkomne og gæstfrie, selvom det også var tydeligt at mærke, at de var lidt mistænksomme over, hvad det nu var for nogle fremmede mennesker deres lille pige hang ud med.

Det var første gang, jeg på egen krop mærkede al den snak der er om kirken i byen. Mange snakker om, at det er en sekt og vil slet ikke i nærheden af den. Familien stilte mange spørgsmål omkring kirken og engelsk lejr. Jeg var meget usikker på, hvad i alverden jeg skulle svare, for som sagt så er jeg ikke 100% inde i kulturen, og det er så nemt at misforstå hinanden. Men jeg tror på at Gud ledte mine ord. De var i hvert fald ikke helt lukkede, selvom de dog fortsatte med at være forbeholdne, hvilket man jo egentlig godt kan forstå.

Jeg var rigtig glad for, at vi også havde en lokal med, som vi har en god relation til. Hun er ikke troende, men hun er interesseret, og for mig virkede det som om, at hun kunne forklare nogle ting om kirken og forsvare den lidt. Jeg fik en god snak med hende, og hun sagde, at hun ville komme til gudstjeneste aften efter. Man ved aldrig helt, om folk kommer, selvom de siger, at de gør, så jeg var meget spændt på det. Men hun dukkede faktisk op! Det var rigtig dejligt, at hun havde lyst til at komme og ikke var skræmt væk.

I går til morgengudstjenesten havde vi dåb, og det var bestemt en glædelig begivenhed. Det var den første dåb, jeg har været med til i kirken. Hele hendes historie var utrolig rørende, og det var så opmuntrende at se, hvor rørt hun var over Guds ord til hende. Der var en smittende glæde i hele fællesskabet,  og det var bare skønt at være en del af!

Hvor er det godt og herligt at være tilbage!

Det er rart og godt at være tilbage! Det er ikke fordi, at jeg har gjort så meget eller, at der er sket noget specielt. Men bare det at være sammen igen, det er forfriskende og en opmuntring for os alle. Utroligt, hvor glade folk kan være for, at man bare er her! Det viser, hvor sand Salme 133 er: ”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen! … For der giver Herren velsignelsen, livet i al evighed.”

Der sker bare noget, når vi er sammen…

Vores fly herned blev forsinket, så vi havnede i Beograd og fik et døgn der. ”Tilfældigvis” var flere af vores venner fra Serbien og Montenegro i byen, så vi hang ud med dem. Det fik mig endnu en gang til at se, hvor lidt jeg faktisk kan planlægge, men må overlade styringen til Gud. Han har kontrol over alle ”tilfældighederne”! Vi havde bibelstudie sammen, hvor vi læste den Barmhjertige Samaritaner. (Luk 10,25-37) Der står i vers 31: ”Tilfældigvis kom en præst den samme vej…” Og det slog mig, hvor lidt tilfældigt det i virkeligheden var. Og jeg kom til at tænke på mit eget liv. Jeg kan ikke planlægge, hvordan jeg vil hjælpe folk. Jeg kan ikke vente til det lige passer ind i mit program. Jeg må tage muligheden når den byder sig, også når jeg ikke har tid til det. Selvfølgelig skal jeg lægge planer og ikke bare side med hænderne i skødet og vente på, at der kommer noget til mig.  Men jeg må være villig til at lægge mine egne planer til side, når Gud pludselig vil noget andet. Det er ham som skal lede mine planer. ”Overgiv dine forehavender til Herren, så bliver dine planer til virkelighed.” Ords. 16,3

Her hænger vi ud med slænget i Beograd på McDonalds.. Det er åbenbart der det sker! 

Lige nu bor vi i det kæmpe hus alene sammen med en amerikaner. Præstefamilien er lige taget på ferie og kommer hjem igen om en uges tid. Planen er, at den første tid her skal bruges på lige at se mennesker og samle op. Det er vi allerede godt i gang. Og så trænger huset her til en ordentlig omgang. Vi er allerede gået lidt i gang med noget udsmidning. Om et par uger skal vi bo 24 mennesker her, så det er en vigtig opgave at få plads til det, og det er godt at lave noget praktisk. Ellers er jeg spændt på at se, hvad Gud har af planer J

Montenegrobesøg i løbet af året

Vi har været så velsignede, at vi har haft besøg i København af ikke mindre end 5 montenegrinere i løbet af dette år. Samt at vi selv har været en lille tur dernede og sige hej :) Det har været stort at få lov til at vise dem rundt i min by og vise dem sider af mit liv her i Danmark!

Nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme derned hele sommeren, og se hvad Gud har af planer for os denne gang!

Lidt følelseladet har man vel lov til at være...

Der er sket så meget at jeg slet ikke har kunnet finde tid til at skrive blog, og nu er det nærmest umuligt at skulle vælge ud, hvad der skal skrives om. Gud har virkelig arbejdet over de sidste par uger her i Montenegro. Gang på gang bliver han ved med at forbløffe mig! skøntJ

Vi havde et engelsk team på besøg som arrangerede en lejr for studerende. Vi var vel cirka 25, og det var virkelig en dejlig uge. Bibelundervisning, sprogundervisning og masser af sjov. Grinte helt utrolig meget den uge! De var rigtig gode til bare at tage os ind som en del af deres team! De vidste vi var her og havde også bedt for os inden. Det var virkelig rørende, og det var utrolig hårdt at sige farvel, da tiden kom til det. Det er virkelig det værste ved at være her. Man kommer så tæt på så mange mennesker, fordi man er så intenst sammen. Og pludselig så er tiden gået, og man må sige farvel. Det gør virkelig ondt! Og man ved ikke, hvornår man ses igen. Men ses det gør vi i hvert fald på et tidspunkt. Om ikke før så i himlen. Og der er der ikke noget der hedder farvel. Det glæder jeg mig virkelig til!

Vi brugte et par dage ved kysten og havde noget ferie. Det var godt at svømme lidt og få noget farve. Og vi besøgte nogle forskellige venner. Det var godt at se dem igen, og opmuntre dem ved bare at være der. At vise dem at vi gerne vil dem ved at bruge tid på at komme på besøg. Nogen gange skal der bare ikke mere til J

Jeg er nu lige kommet hjem fra Roma-lejr og er ved at sunde mig lidt ovenpå det. 50 børn i alderen mellem 9 og 17 kan lave en hel del larm! De lever normalt i en flytningelejr under rigtig dårlige forhold. Så det her var en uge i paradis for dem. Det har virkelig været en vild uge med utrolig mange følelser i spil. Gud gav den gas J

To andre danske piger kom for at være med på lejren og hjælpe til. Det er en længere historie hvordan det lige blev sådan, men jeg kan i hvert fald sige, at det helt klart var Gud der fik det på plads. Jeg var meget nervøs for det inden faktisk. Tænkte over, hvad i alverden det var jeg havde rodet mig ud i. Jeg havde ansvar for de her piger, og jeg havde ingen idé om hvad i alverden der ville ske på den lejr. Vi havde ingen speciel rolle, vi kom bare. Jeg havde ikke engang snakket med det amerikanske team som stod for lejren. Kun den montenegrinske kontaktperson. Men måtte jo bare stole på Gud, for han måtte jo have en plan med det. Og det må man da sige at han havde!

Lejren gik helt fantastisk! Det var helt utroligt så tydeligt jeg kunne se Gud arbejde. For bare et år siden, da jeg var på den samme lejr, var der total kaos! Og børnene var helt umulige. Men i år var de dejlige. De havde virkelig vokset i løbet af året åndeligt. De sugede til sig af talerne. De ville lærer mere om Gud. Og vi havde især nogle rigtig gode smågrupper, hvor vi delte liv, tro og tanker med hinanden. Og det fungerede selv om det var med dobbel oversættelse. Engelsk à serbisk à albansk og tilbage igen. Det amerikanske team tog bare imod os, og vi fik hurtigt nogle forskellige opgaver. Og selvom vi kom for at give, fik vi så meget igen! Gud lærte os alle sammen nogle virkelig væsentlige ting, vi blev nødt til at se i vores liv.

Mennesker gav deres liv til Jesus. 14 blev døbt. Vi var kristne brødre og søstre selvom vi ikke kunne tale med hinanden. Det er utroligt!

Den største opmuntring for mig var i dag, da deres leder Vlaznim i sin tale begyndte at snakke om Danmark. Og han fortalte hvor meget han bad for os, og havde gjort det i løbet af året. Jeg fik en snert af dårlig samvittighed over ikke at have bedt mere for ham og romaerne. Men hvor er det fantastisk. At vi beder for hinanden. At vi er familie og har omsorg for hinanden, selvom vi knap nok kender hinanden. Og jeg glæder mig til den dag i himlen, hvor der ikke er nogen sprogbarrierer. Hvor jeg kan snakke med dem alle sammen og lære dem bedre at kende!

Nu er der kun 10 dage tilbage i Montenegro, og de skal nydes i fulde drag…

Gud er god! Amen

Socialisering

Som nævnt tidligere er en stor del af arbejdet her socialisering. Hvilket betyder brug tid med mennesker og hav det sjovt, godt og rart. Det lyder ikke hårdt, og jeg vil da også indrømme at det er det heller ikke. Selvom jeg selvfølgelig også har brug for at trække stikket ud nogen gange og bare lige være. Men her kommer lidt billeder fra, hvad vi har lavet:

Spiller Bonanza...

Har fået cykler, så nu kan vi komme hurtigere rundt!! :) Selvom vi nogle gange må trække dem, da vejarbejde skaber kaos...

Hænge ud og lave ingenting..

Lege frisør

Bruge en eftermiddag med mødre som snakker serbisk...

Tage i byen :)

Se fodbold.. og så må man jo bruge, hvad der er, og det norske flag ligner da det danske...

Min ynglinngs: Spise pandekager!!!

Tage på stranden :D

Nogen gange kan man i slutningen af en dag tænke, om det overhovedet har gjort nogen forskel. Vi har måske bare spillet nogle spil, eller set en film eller hvad det nu kan være. Måske har vi faktisk ikke rigtig haft så mange aftaler. Og det er måske heller ikke hvert minut eller hver en time der gør en forskel. Men bare det at være her, og at være til rådighed giver mening. Folk ved at de altid kan skrive, og at vi næsten altid har tid til dem. De ved at vi er kommet her kun for deres skyld. Vi har ikke en masse andre vigtige ting at se til. Vi er her bare. Og vi må stole på at det er Gud der arbejder, og ham der gør en forskel. Ikke os. Det bliver jeg nødt til at huske mig selv på, på de dage hvor der måske ikke er sket så meget, eller det der er sket virker ligegyldigt!

En tilfældig dag i Niksic

Mange spørger mig: Hvad er det du laver der i Montenegro?? Det er jo egentlig et rigtig godt spørgsmål, men faktisk ikke så let at svare på. Det er så forskelligt, hvad der sker, og man ved aldrig hvad en dag vil bringe. Det er også det jeg elsker så meget ved at være her. Ikke al den planlægning og bekymring for fremtiden som ofte fylder der hjemme. Vi ser tiden an her…

En tilfældig dag i Niksic:

Vækkeuret på mobilen ringer. Jeg trykker snooze et par gange indtil jeg ikke længere kan udskyde det uundgåelige og bliver nødt til at komme ud af sengen. Hurtigt kommer jeg i tøjet og skynder mig ned til morgenmad. Her bliver jeg mødt at et friskt good morning fra Vickie som er ved at sætte det sidste morgenmad på bordet. Varme blåbær-banan muffins som lige er taget ud af ovnen. Det dufter himmelsk, og jeg sætter mig forventningsfuld til bords, mens resten af familien indfinder sig rundt om bordet. Vi tager hinanden i hænderne og Stan beder en bøn for dagen.

Efter morgenmaden og efter vi har hjulpet Vicki med at tage af bordet, har Rebekka og jeg dansker tid. Det prioriterer vi at bruge god tid på. Fordi vi er så meget sammen, er det vigtigt at få snakket om det der sker, og hvordan vi har det. Især hvis vi er irriteret på hinanden, så det ikke vokser sig til en stor konflikt. Det er en rigtig god tid og dejlig måde at starte dagen på. Vi læser i Biblen sammen og beder for hinanden og de mennesker vi er sammen med. Bagefter har jeg altid fornyet energi og kræfter til at tage fat på dagen. Vi går ud i haven mens det endnu er formiddag, så solen ikke er alt for højt oppe på himlen endnu. Her plukker vi nogle jordbær, som vi senere vil spise til dessert.

Vores veninde Martina er lige kommet tilbage fra Serbien. Hun har en lille pige på næsten to år og 4 eksamener i næste uge. Hun skriver og spørger om ikke vi vil hjælpe hende med at gøre rent. Jeg elsker virkelig den måde, at man bare kan spørge om sådan noget her. Og selvfølgelig vil vi gerne hjælpe hende. Vi smutter derfor over til hende. Jeg svinger glad støvsugeren rundt i lejligheden, mens jeg jagter Nathalia, den lille pige. Det er underligt, hvordan det kan være så meget sjovere at gøre rent for andre end en selv. Bagefter føler jeg mig virkelig godt tilpas. Jeg føler at jeg allerede denne dag har udrettet en hel del, og hjulpet nogle mennesker. Vi følges med Danijel (Martinas) mand hjem til frokost. Han har et møde med Stan og en mand fra USA, der er på besøg. Den besøgende snakker en hel del til frokosten. Han har godt nok mange ting på sit hjerte, tænker jeg, mens jeg gnasker på mit kyllingeben. Han arbejder i en slags organisation udsprunget af cirka 100 kirker i USA. Jeg forstår ikke helt, hvad det går ud på, og sådan er det ofte. Jeg møder mange mennesker, hvor jeg ikke helt fatter, hvorfor de er her og hvad der sker. Men i hvert fald kommer han med et team til Oktober til hovedstaden Podgorica og vil måske også gerne sende et team her til Niksic. Så vi snakker om situationen her i forhold til tro og religion. Det er spændende så mange forskellige mennesker jeg møder her. Der er ofte gæster på besøg fra alle mulige steder i verden.

Efter frokost smutter vi på café for at have et møde med Danijel og Pete om vores ophold her i Montenegro. En café er nu engang det bedste sted at have sådan en slags møder. Så mens vi sidder der i varmen og nyder vores kaffe snakker vi frem og tilbage om forventninger til opholdet. Vores ideer og tanker og deres forventninger til os. Det er de to og så selvfølgelig præsten Stan som har mest at sige i kirken her i Niksic. Det er godt lige at høre, hvad de tænker, for at finde ud af hvad det er vi skal og komme rigtig i gang. På et tidspunkt går mødet over til at være english conversation club, da Marko kommer forbi. En af Petes tidligere studerende, og vi socialiserer. Det hele handler egentlig i høj grad om at socialisere. Vi bestiller en kop kaffe til og snakker om alt muligt mærkeligt mellem himmel og jord. Mennesker kommer forbi og siger hej og efter en times tid siger Marko farvel. Vi vender tilbage til vores møde, som om intet er sket og afslutter det med en bøn.

Hjemme igen bruger jeg noget tid på facebook, hvor jeg skriver til nogle kontakter fra sidste gang jeg var her, at jeg er tilbage. Hører ad om de er i byen og om vi skal gå ud og drikke kaffe. Jeg leger lidt med Natalia som er på besøg og slapper af i solen. Indtil det er tid til at skulle videre til Prayer meeting i kirken. Det er alt for langt og jeg har svært ved at koncentrere mig efter en lang dag. Især snakken om søndagens prædiken. Men det er godt at bede sammen med sine kristne og brødre og søstre. De beder for mig, og det er rart at føle deres omsorg.

Efter mødet går jeg en lang tur med Andjela, som er en af de unge i kirken. Vi får os en god dyb snak om ting, hun aldrig har snakket om før. Vi deler liv og tro. Følelser, tanker og oplevelser. Det er en virkelig en god tid, og jeg kommer alt for sent hjem. Men det er sådan det skal være! Man bruger tid med mennesker og ting sker. Jeg ligger mig glad og udmattet i min seng og lukker øjnene. Det har været en velsignet dag, og sådan er de fleste. Selvom ingen af dem ligner hinanden. Man må være forberedt på lidt af hvert. Sov godt.

Tilbage...

Efter en varm velkomst gik jeg en tur rundt i huset og i haven, og det her var hvad jeg blev mødt af. Vi har bestemt ikke været glemt, og det er rart!

Det her enorme hus er mit hjem! I går havde vi for første gang tændt op i bålstedet, for at sige farvel til en amerikansk familie der har boet her de sidste tre måneder. Det var en følelsesladet men god tid med godt fællesskab.

Alt er som det plejer. Vicki er som altid i gang i køkkenet, og jeg sidder med min kop te mens vi snakker om livet :)

Var på café med Jelena, som er en af de studerende, jeg mødte da jeg var i Montenegro første gang. I år er hun begyndt at komme i kirken, og det er helt fantastisk at se hvor meget godt Gud har gjort i hendes liv siden dengang vi sås første gang.

Så er jeg tilbage i Montenegro sammen med Rebekka, og det er skønt! Vi er blevet taget fantastisk godt imod. Her har jeg virkelig mit andet hjem. Vi har allerede været sammen med en masse mennesker, som har savnet os, og som er så glade for at vi er kommet igen. Og bare det, betyder at det er det hele værd at komme her! Det tager lige noget tid at komme ind i det hele igen og finde ud af, hvad det er vi skal gøre her denne gang. Men jeg tror på at Gud har en plan med at vi er her, og jeg går i tillid til at han vil lede mig hvorhen han vil... Det bliver spændende at se, hvad der skal ske!

Hjem til Danmark

Så sidder jeg på vej hjem i flyet. De sidste to uger har været meget indholdsrige. Der har ikke været meget tid til alt det, jeg gerne ville nå, inden det var tid til at sige farvel. Vi fik besøg af et team fra England, som lavede engelsk lejr for de studerende. Teenagerne i kirken fik dog lov til at komme med, da deres lejr var blevet aflyst. Det var jeg utrolig taknemmelig for, da det gav muligheder for et helt andet samvær med teenagerne.

Formålet med lejren var at fortælle evangeliet til de studerende. At fortælle dem, at kristendom ikke handler om at gøre en masse ting. At man ikke nødvendigvis er kristen bare fordi ens forældre er det. Men at det handler om Jesus og efterfølgelse af ham. Derudover var der også engelsktimer på forskellige niveauer, så alle kunne være med. Der var omkring 15 tilmeldte, hvilket var en kæmpe stigning fra sidste år, hvor kun 4 kom. Det engelske team gjorde et kæmpe arbejde. De havde gode taler, som virkelig satte tanker i gang hos de studerende. Rebekka og jeg var ledere af diskussionsgruppen med teenagere. Det er en af de bedste oplevelser jeg har haft længe. Teenagerne var nysgerrige efter at lære og de var åbne og stillede mange spørgsmål. Aldrig før har jeg oplevet at teenagere havde lyst til at læse mere i biblen. Vi blev der længere tid og læste sammen, og en af drengene foreslog endda at skippe sport om eftermiddagen og have bibelstudie i stedet. Det var en ren fornøjelse at have den gruppe.

Vi fik også brugt masser af kvalitetstid med folk udover det planlagte. Vi havde en masse sjov og fik også en masse gode snakke. Det var fedt at mærke, hvordan Gud arbejde, og se den udvikling der skete på bare en uge. Den sidste aften havde vi lejrbål, hvor vi sang og ristede skumfiduser og pølser. Her havde vi delerunde, hvor alle fortalte, hvad der havde været bedst på lejren. Næsten alle nævnte talerne og diskussionsgrupperne som det bedste. Selv dem som tydeligvis kun var kommet for at lære engelsk. Det var et vidunderligt vidnesbyrd om, at Guds ord virkelig har en effekt.

Så var der en uge tilbage. Det var hårdt, for der var så mange mennesker jeg gerne ville bruge tid på. Der var så mange ting, jeg gerne ville nå at gøre. Men jeg blev nødt til at indrømme overfor mig selv, at jeg har mine begrænsninger, så jeg måtte prioritere. Jeg valgte at have fokus på samvær med mennesker. Især teenagerne, som jeg var kommet rigtig godt ind på. Tirsdag var vi en lille gruppe som tog i biografen og så den nye Harry Potter sammen. Onsdag tog vi på sightseeing tur med englænderne. Torsdag tog vi på tur op i bjergene som en gave fra en af dem, vi havde arbejdet tættest sammen med.

Torsdag aften var der arrangeret en lille sammenkomst af mennesker for at sige farvel til os. Det var utrolig rørende at mærke deres tristhed over at skulle sige farvel. Og deres taknemmelighed over det vi have gjort. Vi fik gaver, som det var tydeligt at der var lagt tid og kærlighed i. Tåre blev delt. Det er svært at beskrive. Jeg have aldrig troet, at det ville være så hårdt, men Montenegro og de mennesker her har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg kommer til at savne dem helt utrolig meget. Der er sket så meget på de to måneder her. En ting er sikkert, jeg er ikke færdig med Montenegro. Det er ikke farvel, men vi ses…

Mennesker alle vegne

I løbet af sommeren komme der en del teams til Montenegro for at hjælpe til på forskellige måder. 11 amerikanere kom natten til søndag. De bor i det samme hus som os, så det var noget af en omvæltning. Pludselig var der en masse mennesker, man blev nødt til at forholde sig til hele tiden. Men de er rigtig søde, og det har været utrolig givende at snakke med dem og dele livssyn. 

Ferie-bibelskole

Amerikanerne har i denne uge lavet ferie-bibelskole for børn og unge teenagere. Jeg må indrømme, at jeg var lidt kritisk over for det, inden de kom. Troede ikke rigtig på, at der var nogen som ville dukke op. Men der tog jeg helt fejl. Det var en stor succes. Det startede med 12 børn og endte med 22 i slutningen af ugen. Børnene var helt vilde med det. Der sker ikke så meget for børn her, så de fleste går bare og keder sig i ferien. 

De lavede forskellige kreative aktiviteter, sang sange og fik fortalt bibelhistorier. Det bedste var, synes jeg, at det var teenagere som stod for det hele. De havde selvfølgelig en voksen leder, men ellers var det dem som fortalte fra Biblen, delte deres vidnesbyrd og fandt sange. Teenagerne fra vores kirke var oversættere. Så alle var engageret og havde ansvar, og det var skønt at se. Rebekka og jeg var dog ikke en del af det. Vi passede babyen, så dens mor kunne være 100% tilstede. Det var der, der var mest brug for os i denne omgang.

Briterne

Søndag morgen ankom et engelsk team på 9. De er her for at arrangere engelsk-lejr for de studerende. Lejren starter på mandag og varer en lille uges tid. Formålet er at forkynde evangeliet til studerende. Sidste år var der 18 tilmeldte, men i sidste øjeblik meldte de alle fra og kun 4 kom. I år håber vi ikke, at det samme sker igen. Der er allerede nogle som er begyndt at melde fra. Men vi beder for det, og inviterer alle dem vi kan, og så er der ellers ikke rigtig mere vi kan gøre. 

Teen-evening

Fredag aften havde vi teen-evening. Eftersom vi havde 5 amerikanske teenagere på besøg, havde Rebekka og jeg planlagt det helt store. Det er sjældent vi har så mange teenagere, så det skulle udnyttes. Vi anede ikke hvor mange der ville komme, men så forberedte vi os bare på lidt af hvert.

Det endte faktisk med at der kom 15 teenagere. Der var 6 drenge fra ferie-bibelskolen der dukkede op, hvilket jo er fantastisk. Vi startede ud med den kendte avisleg, hvor det gælder om at lære navnene og slå hinanden med en avis. Det var en ny leg her, og de elskede den og gik virkelig til den. Bagefter havde Rebekka og jeg planlagt Stjerneløb. Det havde de heller ikke prøvet før, og de gik op i det med hud og hår. Det var super sjovt, og selvom det havde taget lang tid at lave, var det alt arbejdet værd. Bagefter var der andagt, lovsang og vidnesbyrd. Det var en fed aften, og jeg håber på, at nogle af de nye der kom vil have lyst til at komme igen.

Lidt anderledes opleveleser

Så er der kun tre uger tilbage af mit ophold i Montenegro. Det er godt nok underligt. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå, men jeg må indse, at det ikke kan lade sig gøre. I dag kommer et team på 11 mennesker fra USA og skal bo hos os. De skal være her i 10 dage og lave lidt forskellige sociale arrangementer. Samtidig kommer også et team fra England og skal forberede lejr for de studerende, så der bliver nok at lave i den næste uges tid.

I det sidste stykke tid, har vi brugt rigtig meget tid på at opbygge relationer. Bruge tid sammen med mennesker og på den måde styrke relationerne og gøre dem dybere. Jeg er begyndt at få nogle rigtig gode venner her. Jeg føler, at jeg kan være noget for dem, men også at de er noget for mig. Jeg nyder at være i selskab med dem. De giver mig rigtig meget.

Landsbyen Bršno. De mennesker vi bor hos har en hushjælp, og hun inviterede os op for at se hendes landsby oppe i bjergene. Det var en sød lille landsby, hvor der boede omkring 100 mennesker. Da vi trådte ud af bilen blev vi mødt af en fantastisk duft fra alle lyngblomsterne. Solen skinnede og en blid vind rørte mit ansigt. Koklokkerne hilste os med deres dybe klang. Det var smukt og idyllisk. Det var som at træde 150 år tilbage i tiden. Husene lå spredt op af bjergsiderne, så der var så meget fladt land som muligt at dyrke korn på. Høstakkene stod og tørrede i solen. Høstakke som var høstet med le, for sådan havde de jo altid gjort. En stor ko stod og gumlede græs foran et hus i nærheden. Rebekka og jeg gik hen for at hilse og opdagede, at der lå en lille kalv i græsset ved siden af. Den var kun et par timer gammel. Stadig med livmodersnask på benene. Vi klappede den og så den tage sine første skridt. Vi gik videre og blev mødt af en ældre kone i rigtig bondekone tøj. Hun var som taget ud af en historiebog om det gamle Sovjetunionen. Hjemmelavede uldsokker, gummitræsko, tørklæde om hovedet og et stort skørt. Hun hilste os glædesstrålende, og vi prøvede at hjælpe hende med at hive vand op af brønden til køerne. Vi blev budt på masser af mad. Hjemmelavet surmælksyogurt og ost. Det var utrolig syrligt, og jeg må indrømme, at det absolut ikke var min livret. Jeg måtte kæmpe for at spise hver eneste bid, samtidig med at jeg sad med et anstrengt smil. Men de var utrolig gæstfrie og rare, og vi fik knap nok lov til at gå igen. Det var noget ar en oplevelse…

Romaerne. I Montenegro er der et sigøjnerfolk, som bliver kaldt romaerne. De er oprindeligt flygtninge fra Kosowo. I Podgorica er der en flygtningelejr, hvor der bor en hel masse romaer under de mest kummerlige forhold. Det minder mest af alt om slumkvarterne i Indien. Deres hytter er bygget af skrald fra den nærmeste losseplads. De har ingen uddannelse og lever af at tigge og finde skrald som de kan sælge på gaden. Jeg besøgte lejren sidste gang, jeg var i Montenegro i februar, og det var virkelig et trist syn. Der er en kristen mand i lejren, som holder møder 4 gange om ugen i sin hytte. Det er mest børn og unge der kommer, og det er fantastisk at opleve dem samles og prise Gud, selvom de ejer så lidt.

I sidste uge blev der holdt lejr for romaerne. Et amerikansk team kom og arrangerede det i samarbejde med nogle af de lokale. De lavede forskellige aktiviteter. Bibeltimer, lovsang, smågrupper, kreative ting, lege og sport. Det var første gang nogensinde, så det var noget spændende, hvordan det hele ville gå. 46 romaer deltog, og det var ikke spor nemt at holde styr på dem alle sammen. Rebekka og jeg tog op og besøgte lejren et par dage. Vi nød utrolig meget bare at være sammen med børnene. De udstråler en fantastisk livsglæde, og selvom vi ikke kunne snakke med dem, kunne vi sagtens have det sjovt sammen. Det var skønt at se hvordan børnene bare nød at være af sted. De er vant til et hårdt liv, hvor de bliver nødt til at arbejde meget. Her havde de en uge, hvor det kun handlede om at have det sjovt. Vi gav dem kærlighed så godt vi kunne, og var ellers bare til stede. Fredag var der dåb, hvor 7 romaer blev døbt i en sø tæt på. Det var en meget rørende oplevelse. Gud har virkelig gang i en hel masse…

Sommer

Sommeren er kommet, og det begynder at blive rigtig varmt. Vi har været på flere picnics i bjergene og badet i floden. Var også et smut til kysten og bade. Skoleåret er ved at være slut, og de studerende rejser hjem efterhånden som de får afsluttet deres eksamener. Pludselig er der ikke så mange mennesker tilbage i Niksic. Men de der stadig er tilbage har til gengæld været meget sammen med, og jeg har fået nogle nære relationer. Jeg nyder stadig rigtig meget at være her. Jeg kan mærke, at det gør en forskel. At det giver mening.    

Pigerne i kirken. Der er en del piger i menigheden, men ingen kvindelige ledere. Det er et stort problem, for hvem skal pigerne gå til for råd og vejledning? Hvem skal de spejle sig i og have som forbillede? Det er ærgerligt. De fleste af pigerne er meget modne, og har masser af talenter, der kunne blive brugt. Men der mangler en leder til at se dem, opmuntre dem og udfordre dem. Rebekka og jeg prøver at komme med nogle inputs. Vi prøver at opmuntre dem til at opmuntre hinanden. At få skabt et stærkere sammenhold blandt pigerne, så de kan få et rum, hvor det er okay at være piger. Et sted hvor de kan tale sammen om alle de ting som piger nu engang går og tænker på. Det er så vigtigt, at den del ikke bliver lukket ude af den kristne sammenhæng. Efter en conversation club endte vi spontant hjemme hos os 6 piger og spillede spil en hel eftermiddag. Det var virkelig hyggeligt og sjovt. Så godt for fællesskabet bare at få brugt noget tid sammen. Når der er så få kristne, kan man ikke vælge, hvem man vil være venner med. Der er de mennesker, der er, og dem skal man være taknemmelige for. Det kan give nogle konflikter en gang imellem med så lille et fællesskab, men jeg er faktisk overrasket over, at der ikke er flere problemer.

Vi har taget initiativet til at lave en pige-bibelstudiegruppe. Man kan bare snakke om nogle andre ting, når der kun er piger tilstede. Vi mødes hver mandag og læser i Biblen sammen og diskuterer det. Vi skiftes til at tage kage med, og så sidder vi ellers og hygger os med en kop kaffe. Første gang gik rigtig godt. Vi var 5 piger og emnet var Guds væsen. Det gik lidt trægt i starten, men så kom vi pludselig ind på en lang snak om lidelse i livet i forhold til Guds kærlighed, hellighed og retfærdighed. Det var virkelig godt og alle pigerne meldte sig i diskussionen. Det var dejligt at se dem åbne sig, da mange af dem er lidt tilbageholdende normalt. Vi håber på, at det de vil fortsætte med at have disse bibelstudier, når vi tager herfra.

Vi vover pelsen. Nu hvor vi har været her et godt stykke tid, får vi mod til at tage nogle større initiativer. I sidste uge arrangerede vi f.eks. en tur i biografen for at se den nye Pirates of the Caribean. Det lyder måske simpelt nok, men I skulle bare vide. For det første er der ingen biograf i Niksic. (Ja, det er Montenegros næststørste by, men en biograf har den altså ikke.) Det betyder, at vi skulle til Podgorica, som er hovedstaden. Det var et større puslespil at få koordineret, hvornår alle kunne. Om morgenen på dagen, lige som man tænkte, at nu var det i orden, så ringede ham der skulle køre og spurgte, om vi ikke kunne flytte det et par timer frem. Da måtte vi sætte en stopper for galskaben og sige, at nu var det aftalt som det var, og ellers måtte vi tage bussen. Det endte med, at han kørte os til den aftalte tid, og vi fik en rigtig hyggeligt tur i biografen J

Fred i forvirringen

Lige pludselig sker der rigtig mange ting. Eksamenstiden er ved at være overstået, og pludselig får folk meget mere tid. Tingene sker bare, uden at jeg skal gøre noget for det. Det skaber en kæmpe ro i mig. Jeg er ikke længere bange for ikke at have noget at lave. Så selvom jeg er træt og ofte har program på hele dagen, finder jeg hvile i det. Jeg planlægger højst et par dage frem, og ellers følger jeg bare med. Det er skønt! I har nu jeg været her en måned, og det mærkes tydeligt. Jeg kan på en helt anden måde bare nyde at være her.

Lidt praktisk arbejde gør faktisk godt. Jeg havde fået den idé at gøre noget ved kirken. Det kunne være en god fælles beskæftigelse, samtidig med at den virkelig trængte til en god omgang rengøring. Først virkede det ikke som om, at der var nogen der gad, men en dag kom en begejstret Martina hen til mig. Hun havde tænkt over det og havde en fået en hel masse ideer. Tidligt mandag morgen gik vi i gang. Vi rengjorde alle rummene og fik flyttet rundt, så der nu er blevet skabt et hyggerum. Det føltes godt bagefter, at have nået et konkret mål. Vi var meget tilfredse med resultatet, og jeg er sikker på, at det nye rum vil blive brugt til rigtig meget godt i fremtiden. Jeg var også glad for, at det var en fra kirken, der havde taget det endelige initiativ. Jeg er her bare en kort tid, for at give et frisk pust og skabe lidt inspiration. På længere sigt er det deres egne ressourcer de må gøre brug af.

The Danish Dinner (Dansk aftensmad). Rebekka og jeg ville gerne tilbyde vores nye venner noget god dansk mad. Vi tænkte det kunne være et hyggeligt arrangement. Mad er jo altid et godt samlingspunkt. Vi inviterede lidt hist og her, og regnede med at måske omkring 10 ville komme. Inden vi fik set os om var vi 20. Eftersom Rebekka og jeg ikke er de mest øvede i et køkken, gik vi total i panik. Men vores bekymring blev gjort total til skamme. Alt gik godt. Vi legede danske lege som gæt og grimasser, og der blev grint en masse. Det så ud som om, at alle hyggede sig, og vi ble rost meget for vores mad. Bagefter blev vi inviteret videre i byen af to piger, og vi fik nogle gode timer på en café. Det var en aften, som jeg tror på, hat åbnet for en masse videre samvær med disse mennesker.