Selvom jeg nu efterhånden har fået en del træning i at sige
farvel, så tror jeg aldrig helt jeg vænner mig til det. Det er ikke spor sjovt
at sige farvel til mennesker, jeg elsker højt og forlade dem på ubestemt tid.
De sidste par uger er fløjet af sted. Jeg har set en masse
mennesker og haft en virkelig god tid sammen med dem. Mine venskaber her bliver
dybere og dybere.
Vi var en uge i Serbien på lejr for studerende. Det var
meget anderledes en KFS-lejre i Danmark. Først og fremmest fordi tingene her
generelt bare ikke er nær så velplanlagte, som jeg er vant til, og fordi næsten
halvdelen af deltagerne ikke var kristne. Det gav en helt anden lejrstemning på
både godt og ondt.
Det var fedt at være sted en gruppe fra Montenegro i et
andet land. (Selvom det bare var i Serbien). Det bragte os virkelig tættere
sammen, og jeg følte mig helt montenegrinsk!
Jeg blev så stolt at mine
montenegrinere, da de begyndte at sige, at de synes, der skulle være mere Gud
og Bibel. En af dem tog initiativ til, at vi kunne lave en bibelstudiegruppe i
noget af al den fritid vi havde. Det gjorde vi så, og det var måske et af de
bedste bibelstudier jeg har haft i mit liv. Vi var en 10 stykker som samledes
et par gange i løbet af lejren, og læste i Romerbrevet samen. Det var mennesker
som virkelig hungrede efter at lære mere. Som var fyldt med spørgsmål og
forskellige perspektiver. Som var åbne og ærlige om, hvad de tænkte. Det var
simpelt hen for fedt!
Rebekka og jeg fik også lov til at lave et seminar, om
hvordan man læser i Biblen. Det var helt simpelt og grundlæggende info, og så
læste vi ellers i Biblen sammen. Men det var fyldt med hellighånd, og mennesker
blev rørt at det. En af pigerne spurgte bagefter, om vi ikke kunne gøre det
igen en af de andre dage, så det gjorde vi så. Det var virkelig opmuntrende at
se, hvordan Guds ord arbejder!
”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end et
tveægget sværd; Det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra
ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være
usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til
regnskab for.” Hebr. 4,12-13
Bøn er også virkelig blevet stort for mig i løbet af de
sidste par uger. Det gik op for mig, hvor vigtigt det faktisk er. For hvordan
kan jeg have en relation til Gud, hvis jeg ikke snakker med ham? Jeg har bedt
til Gud, om han ikke godt ville lære mig at bede, for jeg synes det er svært.
Jeg kan ikke selv! Jeg har svært ved at få tid til det og ofte gider jeg slet
ikke, hvis jeg endelig har tid. Når jeg så tager mig sammen til det alligevel,
så ved jeg ikke, hvad jeg skal bede om, og hvordan jeg skal bede. Det bliver så
nemt en tung og trættende byrde, så jeg til sidst giver op. Jeg gik derfor i
gang med at læse: Fra bønnens verden af O. Hallesby. En virkelig god og
udfordrende bog, som jeg varmt kan anbefale!
Jeg lærte mange ting, men især at for at bede, bliver jeg
nødt til at være hjælpeløs. Uden det er det slet ikke bøn, for så afhænger jeg
ikke af Gud, men tror, at jeg kan klare det selv. Det var en kæmpe trøst og en
kæmpe udfordring på sammen tid. Men det har hjulpet mig til at erkende min
hjælpeløshed og se styrken i den. For kun derigennem kan Gud komme til.
”Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra
mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”
Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være
over mig.” 2. kor. 12,8-9
Til sidst stod der i bogen, at hvis man bad til Gud: ”Herre,
lær mig at bede” så måtte man forvente, at der kom problemer. For det er i
gennem problemer, at Gud lærer os at bede. Det er der vi ser vores hjælpeløshed
og vender os til ham. Først tænkte jeg, åh nej den bøn har jeg jo bedt de
sidste par uger. Har jeg virkelig lyst til det, når jeg ved, hvad det indebærer?
Gud glem, hvad jeg bad, jeg har ikke lyst til at lære det alligevel…
Men jeg
tænkte over det, og hvis det virkelig er det der skal til, for at jeg kommer
tættere på Gud, så må det være det. Så må jeg stole på, at Gud har styr på det,
og ikke giver mig mere, end jeg kan klare. At han elsker mig, og vil mig det
allerbedste i sidste ende. Nemlig at jeg må være så tæt på ham som muligt, for
der er godt at være, uanset hvordan livet ellers ser ud.
Og problemer kom der i sandhed, også mere end jeg tænkte, at
jeg kunne klare. Men så var det godt, at det ikke var mig der skulle klare det,
men Gud. Jeg måtte vende mig til ham i bøn, og han var trofast og gav mig
styrke. Tak Gud!
Det er utroligt så meget der kan ske på en sommer. Jeg glæder
mig til at kommer hjem til Danmark og arbejde i Herrens vinmark der. Det er det
bedste arbejde. Han forventer meget af mig, men ikke mere end jeg kan klare, og
han lover, at han vil være med mig hver en dag indtil verdens ende!
Jeg håber, jeg kan komme tilbage til næste sommer, men det
er op til Gud. Han ved bedst og han har sin egen plan. Men jeg er bestemt ikke
færdig i Montenegro endnu. Der må være en grund til, at han har lagt det land
på mit hjerte. Og mission i Montenegro slutter ikke bare fordi jeg tager til
Danmark. Jeg kan stadig bære med i arbejdet dernede i bøn, for ikke at nævne
facebook og skype!
Guds fred til jer alle!
