Lidt følelseladet har man vel lov til at være...

Der er sket så meget at jeg slet ikke har kunnet finde tid til at skrive blog, og nu er det nærmest umuligt at skulle vælge ud, hvad der skal skrives om. Gud har virkelig arbejdet over de sidste par uger her i Montenegro. Gang på gang bliver han ved med at forbløffe mig! skøntJ

Vi havde et engelsk team på besøg som arrangerede en lejr for studerende. Vi var vel cirka 25, og det var virkelig en dejlig uge. Bibelundervisning, sprogundervisning og masser af sjov. Grinte helt utrolig meget den uge! De var rigtig gode til bare at tage os ind som en del af deres team! De vidste vi var her og havde også bedt for os inden. Det var virkelig rørende, og det var utrolig hårdt at sige farvel, da tiden kom til det. Det er virkelig det værste ved at være her. Man kommer så tæt på så mange mennesker, fordi man er så intenst sammen. Og pludselig så er tiden gået, og man må sige farvel. Det gør virkelig ondt! Og man ved ikke, hvornår man ses igen. Men ses det gør vi i hvert fald på et tidspunkt. Om ikke før så i himlen. Og der er der ikke noget der hedder farvel. Det glæder jeg mig virkelig til!

Vi brugte et par dage ved kysten og havde noget ferie. Det var godt at svømme lidt og få noget farve. Og vi besøgte nogle forskellige venner. Det var godt at se dem igen, og opmuntre dem ved bare at være der. At vise dem at vi gerne vil dem ved at bruge tid på at komme på besøg. Nogen gange skal der bare ikke mere til J

Jeg er nu lige kommet hjem fra Roma-lejr og er ved at sunde mig lidt ovenpå det. 50 børn i alderen mellem 9 og 17 kan lave en hel del larm! De lever normalt i en flytningelejr under rigtig dårlige forhold. Så det her var en uge i paradis for dem. Det har virkelig været en vild uge med utrolig mange følelser i spil. Gud gav den gas J

To andre danske piger kom for at være med på lejren og hjælpe til. Det er en længere historie hvordan det lige blev sådan, men jeg kan i hvert fald sige, at det helt klart var Gud der fik det på plads. Jeg var meget nervøs for det inden faktisk. Tænkte over, hvad i alverden det var jeg havde rodet mig ud i. Jeg havde ansvar for de her piger, og jeg havde ingen idé om hvad i alverden der ville ske på den lejr. Vi havde ingen speciel rolle, vi kom bare. Jeg havde ikke engang snakket med det amerikanske team som stod for lejren. Kun den montenegrinske kontaktperson. Men måtte jo bare stole på Gud, for han måtte jo have en plan med det. Og det må man da sige at han havde!

Lejren gik helt fantastisk! Det var helt utroligt så tydeligt jeg kunne se Gud arbejde. For bare et år siden, da jeg var på den samme lejr, var der total kaos! Og børnene var helt umulige. Men i år var de dejlige. De havde virkelig vokset i løbet af året åndeligt. De sugede til sig af talerne. De ville lærer mere om Gud. Og vi havde især nogle rigtig gode smågrupper, hvor vi delte liv, tro og tanker med hinanden. Og det fungerede selv om det var med dobbel oversættelse. Engelsk à serbisk à albansk og tilbage igen. Det amerikanske team tog bare imod os, og vi fik hurtigt nogle forskellige opgaver. Og selvom vi kom for at give, fik vi så meget igen! Gud lærte os alle sammen nogle virkelig væsentlige ting, vi blev nødt til at se i vores liv.

Mennesker gav deres liv til Jesus. 14 blev døbt. Vi var kristne brødre og søstre selvom vi ikke kunne tale med hinanden. Det er utroligt!

Den største opmuntring for mig var i dag, da deres leder Vlaznim i sin tale begyndte at snakke om Danmark. Og han fortalte hvor meget han bad for os, og havde gjort det i løbet af året. Jeg fik en snert af dårlig samvittighed over ikke at have bedt mere for ham og romaerne. Men hvor er det fantastisk. At vi beder for hinanden. At vi er familie og har omsorg for hinanden, selvom vi knap nok kender hinanden. Og jeg glæder mig til den dag i himlen, hvor der ikke er nogen sprogbarrierer. Hvor jeg kan snakke med dem alle sammen og lære dem bedre at kende!

Nu er der kun 10 dage tilbage i Montenegro, og de skal nydes i fulde drag…

Gud er god! Amen

Socialisering

Som nævnt tidligere er en stor del af arbejdet her socialisering. Hvilket betyder brug tid med mennesker og hav det sjovt, godt og rart. Det lyder ikke hårdt, og jeg vil da også indrømme at det er det heller ikke. Selvom jeg selvfølgelig også har brug for at trække stikket ud nogen gange og bare lige være. Men her kommer lidt billeder fra, hvad vi har lavet:

Spiller Bonanza...

Har fået cykler, så nu kan vi komme hurtigere rundt!! :) Selvom vi nogle gange må trække dem, da vejarbejde skaber kaos...

Hænge ud og lave ingenting..

Lege frisør

Bruge en eftermiddag med mødre som snakker serbisk...

Tage i byen :)

Se fodbold.. og så må man jo bruge, hvad der er, og det norske flag ligner da det danske...

Min ynglinngs: Spise pandekager!!!

Tage på stranden :D

Nogen gange kan man i slutningen af en dag tænke, om det overhovedet har gjort nogen forskel. Vi har måske bare spillet nogle spil, eller set en film eller hvad det nu kan være. Måske har vi faktisk ikke rigtig haft så mange aftaler. Og det er måske heller ikke hvert minut eller hver en time der gør en forskel. Men bare det at være her, og at være til rådighed giver mening. Folk ved at de altid kan skrive, og at vi næsten altid har tid til dem. De ved at vi er kommet her kun for deres skyld. Vi har ikke en masse andre vigtige ting at se til. Vi er her bare. Og vi må stole på at det er Gud der arbejder, og ham der gør en forskel. Ikke os. Det bliver jeg nødt til at huske mig selv på, på de dage hvor der måske ikke er sket så meget, eller det der er sket virker ligegyldigt!

En tilfældig dag i Niksic

Mange spørger mig: Hvad er det du laver der i Montenegro?? Det er jo egentlig et rigtig godt spørgsmål, men faktisk ikke så let at svare på. Det er så forskelligt, hvad der sker, og man ved aldrig hvad en dag vil bringe. Det er også det jeg elsker så meget ved at være her. Ikke al den planlægning og bekymring for fremtiden som ofte fylder der hjemme. Vi ser tiden an her…

En tilfældig dag i Niksic:

Vækkeuret på mobilen ringer. Jeg trykker snooze et par gange indtil jeg ikke længere kan udskyde det uundgåelige og bliver nødt til at komme ud af sengen. Hurtigt kommer jeg i tøjet og skynder mig ned til morgenmad. Her bliver jeg mødt at et friskt good morning fra Vickie som er ved at sætte det sidste morgenmad på bordet. Varme blåbær-banan muffins som lige er taget ud af ovnen. Det dufter himmelsk, og jeg sætter mig forventningsfuld til bords, mens resten af familien indfinder sig rundt om bordet. Vi tager hinanden i hænderne og Stan beder en bøn for dagen.

Efter morgenmaden og efter vi har hjulpet Vicki med at tage af bordet, har Rebekka og jeg dansker tid. Det prioriterer vi at bruge god tid på. Fordi vi er så meget sammen, er det vigtigt at få snakket om det der sker, og hvordan vi har det. Især hvis vi er irriteret på hinanden, så det ikke vokser sig til en stor konflikt. Det er en rigtig god tid og dejlig måde at starte dagen på. Vi læser i Biblen sammen og beder for hinanden og de mennesker vi er sammen med. Bagefter har jeg altid fornyet energi og kræfter til at tage fat på dagen. Vi går ud i haven mens det endnu er formiddag, så solen ikke er alt for højt oppe på himlen endnu. Her plukker vi nogle jordbær, som vi senere vil spise til dessert.

Vores veninde Martina er lige kommet tilbage fra Serbien. Hun har en lille pige på næsten to år og 4 eksamener i næste uge. Hun skriver og spørger om ikke vi vil hjælpe hende med at gøre rent. Jeg elsker virkelig den måde, at man bare kan spørge om sådan noget her. Og selvfølgelig vil vi gerne hjælpe hende. Vi smutter derfor over til hende. Jeg svinger glad støvsugeren rundt i lejligheden, mens jeg jagter Nathalia, den lille pige. Det er underligt, hvordan det kan være så meget sjovere at gøre rent for andre end en selv. Bagefter føler jeg mig virkelig godt tilpas. Jeg føler at jeg allerede denne dag har udrettet en hel del, og hjulpet nogle mennesker. Vi følges med Danijel (Martinas) mand hjem til frokost. Han har et møde med Stan og en mand fra USA, der er på besøg. Den besøgende snakker en hel del til frokosten. Han har godt nok mange ting på sit hjerte, tænker jeg, mens jeg gnasker på mit kyllingeben. Han arbejder i en slags organisation udsprunget af cirka 100 kirker i USA. Jeg forstår ikke helt, hvad det går ud på, og sådan er det ofte. Jeg møder mange mennesker, hvor jeg ikke helt fatter, hvorfor de er her og hvad der sker. Men i hvert fald kommer han med et team til Oktober til hovedstaden Podgorica og vil måske også gerne sende et team her til Niksic. Så vi snakker om situationen her i forhold til tro og religion. Det er spændende så mange forskellige mennesker jeg møder her. Der er ofte gæster på besøg fra alle mulige steder i verden.

Efter frokost smutter vi på café for at have et møde med Danijel og Pete om vores ophold her i Montenegro. En café er nu engang det bedste sted at have sådan en slags møder. Så mens vi sidder der i varmen og nyder vores kaffe snakker vi frem og tilbage om forventninger til opholdet. Vores ideer og tanker og deres forventninger til os. Det er de to og så selvfølgelig præsten Stan som har mest at sige i kirken her i Niksic. Det er godt lige at høre, hvad de tænker, for at finde ud af hvad det er vi skal og komme rigtig i gang. På et tidspunkt går mødet over til at være english conversation club, da Marko kommer forbi. En af Petes tidligere studerende, og vi socialiserer. Det hele handler egentlig i høj grad om at socialisere. Vi bestiller en kop kaffe til og snakker om alt muligt mærkeligt mellem himmel og jord. Mennesker kommer forbi og siger hej og efter en times tid siger Marko farvel. Vi vender tilbage til vores møde, som om intet er sket og afslutter det med en bøn.

Hjemme igen bruger jeg noget tid på facebook, hvor jeg skriver til nogle kontakter fra sidste gang jeg var her, at jeg er tilbage. Hører ad om de er i byen og om vi skal gå ud og drikke kaffe. Jeg leger lidt med Natalia som er på besøg og slapper af i solen. Indtil det er tid til at skulle videre til Prayer meeting i kirken. Det er alt for langt og jeg har svært ved at koncentrere mig efter en lang dag. Især snakken om søndagens prædiken. Men det er godt at bede sammen med sine kristne og brødre og søstre. De beder for mig, og det er rart at føle deres omsorg.

Efter mødet går jeg en lang tur med Andjela, som er en af de unge i kirken. Vi får os en god dyb snak om ting, hun aldrig har snakket om før. Vi deler liv og tro. Følelser, tanker og oplevelser. Det er en virkelig en god tid, og jeg kommer alt for sent hjem. Men det er sådan det skal være! Man bruger tid med mennesker og ting sker. Jeg ligger mig glad og udmattet i min seng og lukker øjnene. Det har været en velsignet dag, og sådan er de fleste. Selvom ingen af dem ligner hinanden. Man må være forberedt på lidt af hvert. Sov godt.

Tilbage...

Efter en varm velkomst gik jeg en tur rundt i huset og i haven, og det her var hvad jeg blev mødt af. Vi har bestemt ikke været glemt, og det er rart!

Det her enorme hus er mit hjem! I går havde vi for første gang tændt op i bålstedet, for at sige farvel til en amerikansk familie der har boet her de sidste tre måneder. Det var en følelsesladet men god tid med godt fællesskab.

Alt er som det plejer. Vicki er som altid i gang i køkkenet, og jeg sidder med min kop te mens vi snakker om livet :)

Var på café med Jelena, som er en af de studerende, jeg mødte da jeg var i Montenegro første gang. I år er hun begyndt at komme i kirken, og det er helt fantastisk at se hvor meget godt Gud har gjort i hendes liv siden dengang vi sås første gang.

Så er jeg tilbage i Montenegro sammen med Rebekka, og det er skønt! Vi er blevet taget fantastisk godt imod. Her har jeg virkelig mit andet hjem. Vi har allerede været sammen med en masse mennesker, som har savnet os, og som er så glade for at vi er kommet igen. Og bare det, betyder at det er det hele værd at komme her! Det tager lige noget tid at komme ind i det hele igen og finde ud af, hvad det er vi skal gøre her denne gang. Men jeg tror på at Gud har en plan med at vi er her, og jeg går i tillid til at han vil lede mig hvorhen han vil... Det bliver spændende at se, hvad der skal ske!