søndag den 22. juli 2012

Lidt følelseladet har man vel lov til at være...


Der er sket så meget at jeg slet ikke har kunnet finde tid til at skrive blog, og nu er det nærmest umuligt at skulle vælge ud, hvad der skal skrives om. Gud har virkelig arbejdet over de sidste par uger her i Montenegro. Gang på gang bliver han ved med at forbløffe mig! skøntJ

Vi havde et engelsk team på besøg som arrangerede en lejr for studerende. Vi var vel cirka 25, og det var virkelig en dejlig uge. Bibelundervisning, sprogundervisning og masser af sjov. Grinte helt utrolig meget den uge! De var rigtig gode til bare at tage os ind som en del af deres team! De vidste vi var her og havde også bedt for os inden. Det var virkelig rørende, og det var utrolig hårdt at sige farvel, da tiden kom til det. Det er virkelig det værste ved at være her. Man kommer så tæt på så mange mennesker, fordi man er så intenst sammen. Og pludselig så er tiden gået, og man må sige farvel. Det gør virkelig ondt! Og man ved ikke, hvornår man ses igen. Men ses det gør vi i hvert fald på et tidspunkt. Om ikke før så i himlen. Og der er der ikke noget der hedder farvel. Det glæder jeg mig virkelig til!

Vi brugte et par dage ved kysten og havde noget ferie. Det var godt at svømme lidt og få noget farve. Og vi besøgte nogle forskellige venner. Det var godt at se dem igen, og opmuntre dem ved bare at være der. At vise dem at vi gerne vil dem ved at bruge tid på at komme på besøg. Nogen gange skal der bare ikke mere til J

Jeg er nu lige kommet hjem fra Roma-lejr og er ved at sunde mig lidt ovenpå det. 50 børn i alderen mellem 9 og 17 kan lave en hel del larm! De lever normalt i en flytningelejr under rigtig dårlige forhold. Så det her var en uge i paradis for dem. Det har virkelig været en vild uge med utrolig mange følelser i spil. Gud gav den gas J

To andre danske piger kom for at være med på lejren og hjælpe til. Det er en længere historie hvordan det lige blev sådan, men jeg kan i hvert fald sige, at det helt klart var Gud der fik det på plads. Jeg var meget nervøs for det inden faktisk. Tænkte over, hvad i alverden det var jeg havde rodet mig ud i. Jeg havde ansvar for de her piger, og jeg havde ingen idé om hvad i alverden der ville ske på den lejr. Vi havde ingen speciel rolle, vi kom bare. Jeg havde ikke engang snakket med det amerikanske team som stod for lejren. Kun den montenegrinske kontaktperson. Men måtte jo bare stole på Gud, for han måtte jo have en plan med det. Og det må man da sige at han havde!

Lejren gik helt fantastisk! Det var helt utroligt så tydeligt jeg kunne se Gud arbejde. For bare et år siden, da jeg var på den samme lejr, var der total kaos! Og børnene var helt umulige. Men i år var de dejlige. De havde virkelig vokset i løbet af året åndeligt. De sugede til sig af talerne. De ville lærer mere om Gud. Og vi havde især nogle rigtig gode smågrupper, hvor vi delte liv, tro og tanker med hinanden. Og det fungerede selv om det var med dobbel oversættelse. Engelsk à serbisk à albansk og tilbage igen. Det amerikanske team tog bare imod os, og vi fik hurtigt nogle forskellige opgaver. Og selvom vi kom for at give, fik vi så meget igen! Gud lærte os alle sammen nogle virkelig væsentlige ting, vi blev nødt til at se i vores liv.

Mennesker gav deres liv til Jesus. 14 blev døbt. Vi var kristne brødre og søstre selvom vi ikke kunne tale med hinanden. Det er utroligt!

Den største opmuntring for mig var i dag, da deres leder Vlaznim i sin tale begyndte at snakke om Danmark. Og han fortalte hvor meget han bad for os, og havde gjort det i løbet af året. Jeg fik en snert af dårlig samvittighed over ikke at have bedt mere for ham og romaerne. Men hvor er det fantastisk. At vi beder for hinanden. At vi er familie og har omsorg for hinanden, selvom vi knap nok kender hinanden. Og jeg glæder mig til den dag i himlen, hvor der ikke er nogen sprogbarrierer. Hvor jeg kan snakke med dem alle sammen og lære dem bedre at kende!

Nu er der kun 10 dage tilbage i Montenegro, og de skal nydes i fulde drag…

Gud er god! Amen