Hjem til Danmark

Så sidder jeg på vej hjem i flyet. De sidste to uger har været meget indholdsrige. Der har ikke været meget tid til alt det, jeg gerne ville nå, inden det var tid til at sige farvel. Vi fik besøg af et team fra England, som lavede engelsk lejr for de studerende. Teenagerne i kirken fik dog lov til at komme med, da deres lejr var blevet aflyst. Det var jeg utrolig taknemmelig for, da det gav muligheder for et helt andet samvær med teenagerne.

Formålet med lejren var at fortælle evangeliet til de studerende. At fortælle dem, at kristendom ikke handler om at gøre en masse ting. At man ikke nødvendigvis er kristen bare fordi ens forældre er det. Men at det handler om Jesus og efterfølgelse af ham. Derudover var der også engelsktimer på forskellige niveauer, så alle kunne være med. Der var omkring 15 tilmeldte, hvilket var en kæmpe stigning fra sidste år, hvor kun 4 kom. Det engelske team gjorde et kæmpe arbejde. De havde gode taler, som virkelig satte tanker i gang hos de studerende. Rebekka og jeg var ledere af diskussionsgruppen med teenagere. Det er en af de bedste oplevelser jeg har haft længe. Teenagerne var nysgerrige efter at lære og de var åbne og stillede mange spørgsmål. Aldrig før har jeg oplevet at teenagere havde lyst til at læse mere i biblen. Vi blev der længere tid og læste sammen, og en af drengene foreslog endda at skippe sport om eftermiddagen og have bibelstudie i stedet. Det var en ren fornøjelse at have den gruppe.

Vi fik også brugt masser af kvalitetstid med folk udover det planlagte. Vi havde en masse sjov og fik også en masse gode snakke. Det var fedt at mærke, hvordan Gud arbejde, og se den udvikling der skete på bare en uge. Den sidste aften havde vi lejrbål, hvor vi sang og ristede skumfiduser og pølser. Her havde vi delerunde, hvor alle fortalte, hvad der havde været bedst på lejren. Næsten alle nævnte talerne og diskussionsgrupperne som det bedste. Selv dem som tydeligvis kun var kommet for at lære engelsk. Det var et vidunderligt vidnesbyrd om, at Guds ord virkelig har en effekt.

Så var der en uge tilbage. Det var hårdt, for der var så mange mennesker jeg gerne ville bruge tid på. Der var så mange ting, jeg gerne ville nå at gøre. Men jeg blev nødt til at indrømme overfor mig selv, at jeg har mine begrænsninger, så jeg måtte prioritere. Jeg valgte at have fokus på samvær med mennesker. Især teenagerne, som jeg var kommet rigtig godt ind på. Tirsdag var vi en lille gruppe som tog i biografen og så den nye Harry Potter sammen. Onsdag tog vi på sightseeing tur med englænderne. Torsdag tog vi på tur op i bjergene som en gave fra en af dem, vi havde arbejdet tættest sammen med.

Torsdag aften var der arrangeret en lille sammenkomst af mennesker for at sige farvel til os. Det var utrolig rørende at mærke deres tristhed over at skulle sige farvel. Og deres taknemmelighed over det vi have gjort. Vi fik gaver, som det var tydeligt at der var lagt tid og kærlighed i. Tåre blev delt. Det er svært at beskrive. Jeg have aldrig troet, at det ville være så hårdt, men Montenegro og de mennesker her har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg kommer til at savne dem helt utrolig meget. Der er sket så meget på de to måneder her. En ting er sikkert, jeg er ikke færdig med Montenegro. Det er ikke farvel, men vi ses…

Mennesker alle vegne

I løbet af sommeren komme der en del teams til Montenegro for at hjælpe til på forskellige måder. 11 amerikanere kom natten til søndag. De bor i det samme hus som os, så det var noget af en omvæltning. Pludselig var der en masse mennesker, man blev nødt til at forholde sig til hele tiden. Men de er rigtig søde, og det har været utrolig givende at snakke med dem og dele livssyn. 

Ferie-bibelskole

Amerikanerne har i denne uge lavet ferie-bibelskole for børn og unge teenagere. Jeg må indrømme, at jeg var lidt kritisk over for det, inden de kom. Troede ikke rigtig på, at der var nogen som ville dukke op. Men der tog jeg helt fejl. Det var en stor succes. Det startede med 12 børn og endte med 22 i slutningen af ugen. Børnene var helt vilde med det. Der sker ikke så meget for børn her, så de fleste går bare og keder sig i ferien. 

De lavede forskellige kreative aktiviteter, sang sange og fik fortalt bibelhistorier. Det bedste var, synes jeg, at det var teenagere som stod for det hele. De havde selvfølgelig en voksen leder, men ellers var det dem som fortalte fra Biblen, delte deres vidnesbyrd og fandt sange. Teenagerne fra vores kirke var oversættere. Så alle var engageret og havde ansvar, og det var skønt at se. Rebekka og jeg var dog ikke en del af det. Vi passede babyen, så dens mor kunne være 100% tilstede. Det var der, der var mest brug for os i denne omgang.

Briterne

Søndag morgen ankom et engelsk team på 9. De er her for at arrangere engelsk-lejr for de studerende. Lejren starter på mandag og varer en lille uges tid. Formålet er at forkynde evangeliet til studerende. Sidste år var der 18 tilmeldte, men i sidste øjeblik meldte de alle fra og kun 4 kom. I år håber vi ikke, at det samme sker igen. Der er allerede nogle som er begyndt at melde fra. Men vi beder for det, og inviterer alle dem vi kan, og så er der ellers ikke rigtig mere vi kan gøre. 

Teen-evening

Fredag aften havde vi teen-evening. Eftersom vi havde 5 amerikanske teenagere på besøg, havde Rebekka og jeg planlagt det helt store. Det er sjældent vi har så mange teenagere, så det skulle udnyttes. Vi anede ikke hvor mange der ville komme, men så forberedte vi os bare på lidt af hvert.

Det endte faktisk med at der kom 15 teenagere. Der var 6 drenge fra ferie-bibelskolen der dukkede op, hvilket jo er fantastisk. Vi startede ud med den kendte avisleg, hvor det gælder om at lære navnene og slå hinanden med en avis. Det var en ny leg her, og de elskede den og gik virkelig til den. Bagefter havde Rebekka og jeg planlagt Stjerneløb. Det havde de heller ikke prøvet før, og de gik op i det med hud og hår. Det var super sjovt, og selvom det havde taget lang tid at lave, var det alt arbejdet værd. Bagefter var der andagt, lovsang og vidnesbyrd. Det var en fed aften, og jeg håber på, at nogle af de nye der kom vil have lyst til at komme igen.

Lidt anderledes opleveleser

Så er der kun tre uger tilbage af mit ophold i Montenegro. Det er godt nok underligt. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå, men jeg må indse, at det ikke kan lade sig gøre. I dag kommer et team på 11 mennesker fra USA og skal bo hos os. De skal være her i 10 dage og lave lidt forskellige sociale arrangementer. Samtidig kommer også et team fra England og skal forberede lejr for de studerende, så der bliver nok at lave i den næste uges tid.

I det sidste stykke tid, har vi brugt rigtig meget tid på at opbygge relationer. Bruge tid sammen med mennesker og på den måde styrke relationerne og gøre dem dybere. Jeg er begyndt at få nogle rigtig gode venner her. Jeg føler, at jeg kan være noget for dem, men også at de er noget for mig. Jeg nyder at være i selskab med dem. De giver mig rigtig meget.

Landsbyen Bršno. De mennesker vi bor hos har en hushjælp, og hun inviterede os op for at se hendes landsby oppe i bjergene. Det var en sød lille landsby, hvor der boede omkring 100 mennesker. Da vi trådte ud af bilen blev vi mødt af en fantastisk duft fra alle lyngblomsterne. Solen skinnede og en blid vind rørte mit ansigt. Koklokkerne hilste os med deres dybe klang. Det var smukt og idyllisk. Det var som at træde 150 år tilbage i tiden. Husene lå spredt op af bjergsiderne, så der var så meget fladt land som muligt at dyrke korn på. Høstakkene stod og tørrede i solen. Høstakke som var høstet med le, for sådan havde de jo altid gjort. En stor ko stod og gumlede græs foran et hus i nærheden. Rebekka og jeg gik hen for at hilse og opdagede, at der lå en lille kalv i græsset ved siden af. Den var kun et par timer gammel. Stadig med livmodersnask på benene. Vi klappede den og så den tage sine første skridt. Vi gik videre og blev mødt af en ældre kone i rigtig bondekone tøj. Hun var som taget ud af en historiebog om det gamle Sovjetunionen. Hjemmelavede uldsokker, gummitræsko, tørklæde om hovedet og et stort skørt. Hun hilste os glædesstrålende, og vi prøvede at hjælpe hende med at hive vand op af brønden til køerne. Vi blev budt på masser af mad. Hjemmelavet surmælksyogurt og ost. Det var utrolig syrligt, og jeg må indrømme, at det absolut ikke var min livret. Jeg måtte kæmpe for at spise hver eneste bid, samtidig med at jeg sad med et anstrengt smil. Men de var utrolig gæstfrie og rare, og vi fik knap nok lov til at gå igen. Det var noget ar en oplevelse…

Romaerne. I Montenegro er der et sigøjnerfolk, som bliver kaldt romaerne. De er oprindeligt flygtninge fra Kosowo. I Podgorica er der en flygtningelejr, hvor der bor en hel masse romaer under de mest kummerlige forhold. Det minder mest af alt om slumkvarterne i Indien. Deres hytter er bygget af skrald fra den nærmeste losseplads. De har ingen uddannelse og lever af at tigge og finde skrald som de kan sælge på gaden. Jeg besøgte lejren sidste gang, jeg var i Montenegro i februar, og det var virkelig et trist syn. Der er en kristen mand i lejren, som holder møder 4 gange om ugen i sin hytte. Det er mest børn og unge der kommer, og det er fantastisk at opleve dem samles og prise Gud, selvom de ejer så lidt.

I sidste uge blev der holdt lejr for romaerne. Et amerikansk team kom og arrangerede det i samarbejde med nogle af de lokale. De lavede forskellige aktiviteter. Bibeltimer, lovsang, smågrupper, kreative ting, lege og sport. Det var første gang nogensinde, så det var noget spændende, hvordan det hele ville gå. 46 romaer deltog, og det var ikke spor nemt at holde styr på dem alle sammen. Rebekka og jeg tog op og besøgte lejren et par dage. Vi nød utrolig meget bare at være sammen med børnene. De udstråler en fantastisk livsglæde, og selvom vi ikke kunne snakke med dem, kunne vi sagtens have det sjovt sammen. Det var skønt at se hvordan børnene bare nød at være af sted. De er vant til et hårdt liv, hvor de bliver nødt til at arbejde meget. Her havde de en uge, hvor det kun handlede om at have det sjovt. Vi gav dem kærlighed så godt vi kunne, og var ellers bare til stede. Fredag var der dåb, hvor 7 romaer blev døbt i en sø tæt på. Det var en meget rørende oplevelse. Gud har virkelig gang i en hel masse…

Sommer

Sommeren er kommet, og det begynder at blive rigtig varmt. Vi har været på flere picnics i bjergene og badet i floden. Var også et smut til kysten og bade. Skoleåret er ved at være slut, og de studerende rejser hjem efterhånden som de får afsluttet deres eksamener. Pludselig er der ikke så mange mennesker tilbage i Niksic. Men de der stadig er tilbage har til gengæld været meget sammen med, og jeg har fået nogle nære relationer. Jeg nyder stadig rigtig meget at være her. Jeg kan mærke, at det gør en forskel. At det giver mening.    

Pigerne i kirken. Der er en del piger i menigheden, men ingen kvindelige ledere. Det er et stort problem, for hvem skal pigerne gå til for råd og vejledning? Hvem skal de spejle sig i og have som forbillede? Det er ærgerligt. De fleste af pigerne er meget modne, og har masser af talenter, der kunne blive brugt. Men der mangler en leder til at se dem, opmuntre dem og udfordre dem. Rebekka og jeg prøver at komme med nogle inputs. Vi prøver at opmuntre dem til at opmuntre hinanden. At få skabt et stærkere sammenhold blandt pigerne, så de kan få et rum, hvor det er okay at være piger. Et sted hvor de kan tale sammen om alle de ting som piger nu engang går og tænker på. Det er så vigtigt, at den del ikke bliver lukket ude af den kristne sammenhæng. Efter en conversation club endte vi spontant hjemme hos os 6 piger og spillede spil en hel eftermiddag. Det var virkelig hyggeligt og sjovt. Så godt for fællesskabet bare at få brugt noget tid sammen. Når der er så få kristne, kan man ikke vælge, hvem man vil være venner med. Der er de mennesker, der er, og dem skal man være taknemmelige for. Det kan give nogle konflikter en gang imellem med så lille et fællesskab, men jeg er faktisk overrasket over, at der ikke er flere problemer.

Vi har taget initiativet til at lave en pige-bibelstudiegruppe. Man kan bare snakke om nogle andre ting, når der kun er piger tilstede. Vi mødes hver mandag og læser i Biblen sammen og diskuterer det. Vi skiftes til at tage kage med, og så sidder vi ellers og hygger os med en kop kaffe. Første gang gik rigtig godt. Vi var 5 piger og emnet var Guds væsen. Det gik lidt trægt i starten, men så kom vi pludselig ind på en lang snak om lidelse i livet i forhold til Guds kærlighed, hellighed og retfærdighed. Det var virkelig godt og alle pigerne meldte sig i diskussionen. Det var dejligt at se dem åbne sig, da mange af dem er lidt tilbageholdende normalt. Vi håber på, at det de vil fortsætte med at have disse bibelstudier, når vi tager herfra.

Vi vover pelsen. Nu hvor vi har været her et godt stykke tid, får vi mod til at tage nogle større initiativer. I sidste uge arrangerede vi f.eks. en tur i biografen for at se den nye Pirates of the Caribean. Det lyder måske simpelt nok, men I skulle bare vide. For det første er der ingen biograf i Niksic. (Ja, det er Montenegros næststørste by, men en biograf har den altså ikke.) Det betyder, at vi skulle til Podgorica, som er hovedstaden. Det var et større puslespil at få koordineret, hvornår alle kunne. Om morgenen på dagen, lige som man tænkte, at nu var det i orden, så ringede ham der skulle køre og spurgte, om vi ikke kunne flytte det et par timer frem. Da måtte vi sætte en stopper for galskaben og sige, at nu var det aftalt som det var, og ellers måtte vi tage bussen. Det endte med, at han kørte os til den aftalte tid, og vi fik en rigtig hyggeligt tur i biografen J

Fred i forvirringen

Lige pludselig sker der rigtig mange ting. Eksamenstiden er ved at være overstået, og pludselig får folk meget mere tid. Tingene sker bare, uden at jeg skal gøre noget for det. Det skaber en kæmpe ro i mig. Jeg er ikke længere bange for ikke at have noget at lave. Så selvom jeg er træt og ofte har program på hele dagen, finder jeg hvile i det. Jeg planlægger højst et par dage frem, og ellers følger jeg bare med. Det er skønt! I har nu jeg været her en måned, og det mærkes tydeligt. Jeg kan på en helt anden måde bare nyde at være her.

Lidt praktisk arbejde gør faktisk godt. Jeg havde fået den idé at gøre noget ved kirken. Det kunne være en god fælles beskæftigelse, samtidig med at den virkelig trængte til en god omgang rengøring. Først virkede det ikke som om, at der var nogen der gad, men en dag kom en begejstret Martina hen til mig. Hun havde tænkt over det og havde en fået en hel masse ideer. Tidligt mandag morgen gik vi i gang. Vi rengjorde alle rummene og fik flyttet rundt, så der nu er blevet skabt et hyggerum. Det føltes godt bagefter, at have nået et konkret mål. Vi var meget tilfredse med resultatet, og jeg er sikker på, at det nye rum vil blive brugt til rigtig meget godt i fremtiden. Jeg var også glad for, at det var en fra kirken, der havde taget det endelige initiativ. Jeg er her bare en kort tid, for at give et frisk pust og skabe lidt inspiration. På længere sigt er det deres egne ressourcer de må gøre brug af.

The Danish Dinner (Dansk aftensmad). Rebekka og jeg ville gerne tilbyde vores nye venner noget god dansk mad. Vi tænkte det kunne være et hyggeligt arrangement. Mad er jo altid et godt samlingspunkt. Vi inviterede lidt hist og her, og regnede med at måske omkring 10 ville komme. Inden vi fik set os om var vi 20. Eftersom Rebekka og jeg ikke er de mest øvede i et køkken, gik vi total i panik. Men vores bekymring blev gjort total til skamme. Alt gik godt. Vi legede danske lege som gæt og grimasser, og der blev grint en masse. Det så ud som om, at alle hyggede sig, og vi ble rost meget for vores mad. Bagefter blev vi inviteret videre i byen af to piger, og vi fik nogle gode timer på en café. Det var en aften, som jeg tror på, hat åbnet for en masse videre samvær med disse mennesker. 

Tiden går hurtigt..

Tiden går, og der er nok at lave. Folk er ved at vænne sig til, at jeg er her og begynder at bruge mig. Det er virkelig rart at føle, at jeg kan være en hjælp. F.eks. blev jeg ringet op af Danijel i tirsdags og spurgt, om jeg ikke kunne lede bibelstudium den aften. Der var kommet noget op, han skulle tage sig af. Jeg har aldrig ledt bibelstudium på denne måde før, men jeg tog udfordringen op. Der kom 6 unge, som hver især var hvidt forskellige steder i deres liv. Nogle vidste intet om Biblen og troede heller ikke på noget. Andre var mere nysgerrige og åbne. Der var en nykristen og en som er vokset op med kristendommen. Det var meget svært at ramme alle, men folk stillede spørgsmål, og vi fik nogle gode snakke. Det er spændende arbejde, for man ved aldrig, hvem der kommer, og hvilke spørgsmål de vil stille. Man bliver nødt til at forberede sig så godt, man nu kan og så lægge det 100 % i Guds hænder.

Conversation Club (Samtale klub), er en aktivitet vi har hver torsdag i caféen på universitetet. Her mødes vi med nogle studerende og øver engelsk samtale. Det er attraktivt, da man ikke snakker engelsk i undervisningen her, men mest lærer grammatik. Vi bruger det, som en mulighed for at bygge relationer med mennesker. Det er altid hyggeligt, og man får nogle interessante snakke.

Så var der fest. Torsdag aften tog vi til fest for studerende. Vi prøver at skabe så mange muligheder som muligt for at møde nye mennesker. Det foregik på en bar, der hed Jazz club. Men det havde absolut ikke noget med jazz at gøre. De spillede den værste musik, jeg nogensinde har hørt. Det meste var dårlig techno nogle gange med lidt folkemusik ind over. Det var så højt, at det gjorde ondt, og jeg var seriøst bange for, at min hørelse ville tage skade. Til sidst flygtede vi ud i bilen, fordi vi ikke kunne holde det ud længere. Musikken var så høj, at man absolut ikke kunne snakke med hinanden, så vi fik ikke mødt nogen nye mennesker der. Nogle gange går man forgæves, men det var da en oplevelse. 

Besøg på kollegiet. Fredag tog Rebekka og jeg hen til de studerendes kollegium. Det var utrolig spontant. Jeg havde tilfældigvis fået en aftale med en pige, jeg havde mødt kort, sidste gang jeg var i Montenegro. Deres værelse var meget lille. Vil skyde på 9 m^2, og de sov tre piger i kun to senge. De var utrolig gæstfrie, og vi klemte os godt sammen. De kunne ikke tale så godt engelsk, men så fik jeg øvet noget serbisk, og det fik vi meget sjov ud af. Hele tiden kom der nye piger ind og ud af værelset. Vi fik snakket med en hel masse mennesker. Jeg fik også en god dyb snak med en pige omkring tro og overtro, kærlighed og ægteskab. Både Rebekka og jeg fik telefonnumre, og jeg glæder mig til at skulle møde de piger igen.

Teenagerne i kirken. Pete er englænder, og det er ham som sædvanligvis står for teenagerne. Der er 7 teenagere, så det er ikke fordi, det er mange, men det er så vigtigt, at der er noget for dem. For tiden er Pete dog i England for at besøge familien. Rebekka og jeg fik derfor opgaven at stå for teen-mødet lørdag. Jeg var glad for at få en konkret opgave at stå for. En opgave som jeg ved ikke ville blive udført, hvis vi ikke var her. Men det var også udfordrende. Det er så svært at planlægge noget her. Man ved aldrig, hvor mange der kommer. Folk er dårlige til at svare tilbage, så man må forberede sig på lidt af hvert. Først en time inden mødet startede, vidste vi, hvem der kom. Det endte med tre teenagere. Jeg holdt en lille andagt og vi bad sammen. Bagefter spillede vi nogle spil og lærte hinanden lidt at kende. Det var rigtig godt. Dejligt at se, hvordan de efter lidt tid slappede af og havde det sjovt. Vi fik grint en masse, og jeg synes, det var en god begyndelse. Glæder mig til at bruge mere tid sammen med dem.

(Til højre på siden under profilen om mig, har jeg oprettet nogle sider. Her har jeg skrevet lidt mere generelt om Montenegro og mine indtryk af landet... )

Efter to uger..

Jeg har nu været af sted i lidt over to uger. Jeg begynder at falde til og føle mig hjemme her. De kristne har taget rigtig godt imod mig. De er meget gæstfrie, åbne og nemme at være sammen med. I dag er min gode veninde Rebekka også kommet og skal være her resten af tiden. Det er rart at være to. Vi bor for tiden hos præsteparret i Nikšić. (Du kan se et kort i bunden af siden.) De kommer fra USA, men fik for 16 år siden et kald til at komme til Montenegro. De har fået bygget et stort hus, så der er plads til at teams fra udlandet kan komme på besøg.

Indtil videre har mit arbejde meget bestået i at komme ud og få skabt en masse kontakter og relationer, som jeg senere kan bygge videre på. Jeg er her først og fremmest for at hjælpe Danijel som er ansat af KFS (Kristelig forbund for Studerende). Han laver sociale arrangementer på Universitetet og får igennem det kontakt til studerende som han vidner for. Han laver bibelstudium og snakker med dem om tro og liv. Folk er meget åbne for religion her. Til tider lidt for åbne, og der er rigtig meget overtro. Det er spændende mennesker at snakke med. Deres tro og syn på livet er så anderledes fra folk i Danmark, hvor mange jo nærmest er religionsskræmte.

Jeg hjælper også til i kirken og indgår som en naturlig del af menigheden her. Jeg spiller klaver til gudstjenesterne og deltager til de forskellige arrangementer. Det er en meget lille kirke med omkring 25 medlemmer. Der er mange mangler og stor brug for opmuntring. Der er især stor mangel på kvindelige ledere. Det er et problem for teenagepigerne og de unge kvinder, for hvem kan de så spejle sig i og snakke med omkring emner som sex, drenge og hvad der ellers er af pigeproblemer. Her håber jeg at kunne komme med nogle inputs og hjælpe med at opfordre de kvinder, der er her, til at turde være mere fremtrædende.

Indtil videre tegner det sig godt, og jeg tror på at Gud kan bruge Rebekka og jeg her i Montenegro.