Så sidder jeg på vej hjem i flyet. De sidste to uger har været meget indholdsrige. Der har ikke været meget tid til alt det, jeg gerne ville nå, inden det var tid til at sige farvel. Vi fik besøg af et team fra England, som lavede engelsk lejr for de studerende. Teenagerne i kirken fik dog lov til at komme med, da deres lejr var blevet aflyst. Det var jeg utrolig taknemmelig for, da det gav muligheder for et helt andet samvær med teenagerne.
Formålet med lejren var at fortælle evangeliet til de studerende. At fortælle dem, at kristendom ikke handler om at gøre en masse ting. At man ikke nødvendigvis er kristen bare fordi ens forældre er det. Men at det handler om Jesus og efterfølgelse af ham. Derudover var der også engelsktimer på forskellige niveauer, så alle kunne være med. Der var omkring 15 tilmeldte, hvilket var en kæmpe stigning fra sidste år, hvor kun 4 kom. Det engelske team gjorde et kæmpe arbejde. De havde gode taler, som virkelig satte tanker i gang hos de studerende. Rebekka og jeg var ledere af diskussionsgruppen med teenagere. Det er en af de bedste oplevelser jeg har haft længe. Teenagerne var nysgerrige efter at lære og de var åbne og stillede mange spørgsmål. Aldrig før har jeg oplevet at teenagere havde lyst til at læse mere i biblen. Vi blev der længere tid og læste sammen, og en af drengene foreslog endda at skippe sport om eftermiddagen og have bibelstudie i stedet. Det var en ren fornøjelse at have den gruppe.
Vi fik også brugt masser af kvalitetstid med folk udover det planlagte. Vi havde en masse sjov og fik også en masse gode snakke. Det var fedt at mærke, hvordan Gud arbejde, og se den udvikling der skete på bare en uge. Den sidste aften havde vi lejrbål, hvor vi sang og ristede skumfiduser og pølser. Her havde vi delerunde, hvor alle fortalte, hvad der havde været bedst på lejren. Næsten alle nævnte talerne og diskussionsgrupperne som det bedste. Selv dem som tydeligvis kun var kommet for at lære engelsk. Det var et vidunderligt vidnesbyrd om, at Guds ord virkelig har en effekt.
Så var der en uge tilbage. Det var hårdt, for der var så mange mennesker jeg gerne ville bruge tid på. Der var så mange ting, jeg gerne ville nå at gøre. Men jeg blev nødt til at indrømme overfor mig selv, at jeg har mine begrænsninger, så jeg måtte prioritere. Jeg valgte at have fokus på samvær med mennesker. Især teenagerne, som jeg var kommet rigtig godt ind på. Tirsdag var vi en lille gruppe som tog i biografen og så den nye Harry Potter sammen. Onsdag tog vi på sightseeing tur med englænderne. Torsdag tog vi på tur op i bjergene som en gave fra en af dem, vi havde arbejdet tættest sammen med.
Torsdag aften var der arrangeret en lille sammenkomst af mennesker for at sige farvel til os. Det var utrolig rørende at mærke deres tristhed over at skulle sige farvel. Og deres taknemmelighed over det vi have gjort. Vi fik gaver, som det var tydeligt at der var lagt tid og kærlighed i. Tåre blev delt. Det er svært at beskrive. Jeg have aldrig troet, at det ville være så hårdt, men Montenegro og de mennesker her har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg kommer til at savne dem helt utrolig meget. Der er sket så meget på de to måneder her. En ting er sikkert, jeg er ikke færdig med Montenegro. Det er ikke farvel, men vi ses…
