Hjem til Danmark

Så sidder jeg på vej hjem i flyet. De sidste to uger har været meget indholdsrige. Der har ikke været meget tid til alt det, jeg gerne ville nå, inden det var tid til at sige farvel. Vi fik besøg af et team fra England, som lavede engelsk lejr for de studerende. Teenagerne i kirken fik dog lov til at komme med, da deres lejr var blevet aflyst. Det var jeg utrolig taknemmelig for, da det gav muligheder for et helt andet samvær med teenagerne.

Formålet med lejren var at fortælle evangeliet til de studerende. At fortælle dem, at kristendom ikke handler om at gøre en masse ting. At man ikke nødvendigvis er kristen bare fordi ens forældre er det. Men at det handler om Jesus og efterfølgelse af ham. Derudover var der også engelsktimer på forskellige niveauer, så alle kunne være med. Der var omkring 15 tilmeldte, hvilket var en kæmpe stigning fra sidste år, hvor kun 4 kom. Det engelske team gjorde et kæmpe arbejde. De havde gode taler, som virkelig satte tanker i gang hos de studerende. Rebekka og jeg var ledere af diskussionsgruppen med teenagere. Det er en af de bedste oplevelser jeg har haft længe. Teenagerne var nysgerrige efter at lære og de var åbne og stillede mange spørgsmål. Aldrig før har jeg oplevet at teenagere havde lyst til at læse mere i biblen. Vi blev der længere tid og læste sammen, og en af drengene foreslog endda at skippe sport om eftermiddagen og have bibelstudie i stedet. Det var en ren fornøjelse at have den gruppe.

Vi fik også brugt masser af kvalitetstid med folk udover det planlagte. Vi havde en masse sjov og fik også en masse gode snakke. Det var fedt at mærke, hvordan Gud arbejde, og se den udvikling der skete på bare en uge. Den sidste aften havde vi lejrbål, hvor vi sang og ristede skumfiduser og pølser. Her havde vi delerunde, hvor alle fortalte, hvad der havde været bedst på lejren. Næsten alle nævnte talerne og diskussionsgrupperne som det bedste. Selv dem som tydeligvis kun var kommet for at lære engelsk. Det var et vidunderligt vidnesbyrd om, at Guds ord virkelig har en effekt.

Så var der en uge tilbage. Det var hårdt, for der var så mange mennesker jeg gerne ville bruge tid på. Der var så mange ting, jeg gerne ville nå at gøre. Men jeg blev nødt til at indrømme overfor mig selv, at jeg har mine begrænsninger, så jeg måtte prioritere. Jeg valgte at have fokus på samvær med mennesker. Især teenagerne, som jeg var kommet rigtig godt ind på. Tirsdag var vi en lille gruppe som tog i biografen og så den nye Harry Potter sammen. Onsdag tog vi på sightseeing tur med englænderne. Torsdag tog vi på tur op i bjergene som en gave fra en af dem, vi havde arbejdet tættest sammen med.

Torsdag aften var der arrangeret en lille sammenkomst af mennesker for at sige farvel til os. Det var utrolig rørende at mærke deres tristhed over at skulle sige farvel. Og deres taknemmelighed over det vi have gjort. Vi fik gaver, som det var tydeligt at der var lagt tid og kærlighed i. Tåre blev delt. Det er svært at beskrive. Jeg have aldrig troet, at det ville være så hårdt, men Montenegro og de mennesker her har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg kommer til at savne dem helt utrolig meget. Der er sket så meget på de to måneder her. En ting er sikkert, jeg er ikke færdig med Montenegro. Det er ikke farvel, men vi ses…

Mennesker alle vegne

I løbet af sommeren komme der en del teams til Montenegro for at hjælpe til på forskellige måder. 11 amerikanere kom natten til søndag. De bor i det samme hus som os, så det var noget af en omvæltning. Pludselig var der en masse mennesker, man blev nødt til at forholde sig til hele tiden. Men de er rigtig søde, og det har været utrolig givende at snakke med dem og dele livssyn. 

Ferie-bibelskole

Amerikanerne har i denne uge lavet ferie-bibelskole for børn og unge teenagere. Jeg må indrømme, at jeg var lidt kritisk over for det, inden de kom. Troede ikke rigtig på, at der var nogen som ville dukke op. Men der tog jeg helt fejl. Det var en stor succes. Det startede med 12 børn og endte med 22 i slutningen af ugen. Børnene var helt vilde med det. Der sker ikke så meget for børn her, så de fleste går bare og keder sig i ferien. 

De lavede forskellige kreative aktiviteter, sang sange og fik fortalt bibelhistorier. Det bedste var, synes jeg, at det var teenagere som stod for det hele. De havde selvfølgelig en voksen leder, men ellers var det dem som fortalte fra Biblen, delte deres vidnesbyrd og fandt sange. Teenagerne fra vores kirke var oversættere. Så alle var engageret og havde ansvar, og det var skønt at se. Rebekka og jeg var dog ikke en del af det. Vi passede babyen, så dens mor kunne være 100% tilstede. Det var der, der var mest brug for os i denne omgang.

Briterne

Søndag morgen ankom et engelsk team på 9. De er her for at arrangere engelsk-lejr for de studerende. Lejren starter på mandag og varer en lille uges tid. Formålet er at forkynde evangeliet til studerende. Sidste år var der 18 tilmeldte, men i sidste øjeblik meldte de alle fra og kun 4 kom. I år håber vi ikke, at det samme sker igen. Der er allerede nogle som er begyndt at melde fra. Men vi beder for det, og inviterer alle dem vi kan, og så er der ellers ikke rigtig mere vi kan gøre. 

Teen-evening

Fredag aften havde vi teen-evening. Eftersom vi havde 5 amerikanske teenagere på besøg, havde Rebekka og jeg planlagt det helt store. Det er sjældent vi har så mange teenagere, så det skulle udnyttes. Vi anede ikke hvor mange der ville komme, men så forberedte vi os bare på lidt af hvert.

Det endte faktisk med at der kom 15 teenagere. Der var 6 drenge fra ferie-bibelskolen der dukkede op, hvilket jo er fantastisk. Vi startede ud med den kendte avisleg, hvor det gælder om at lære navnene og slå hinanden med en avis. Det var en ny leg her, og de elskede den og gik virkelig til den. Bagefter havde Rebekka og jeg planlagt Stjerneløb. Det havde de heller ikke prøvet før, og de gik op i det med hud og hår. Det var super sjovt, og selvom det havde taget lang tid at lave, var det alt arbejdet værd. Bagefter var der andagt, lovsang og vidnesbyrd. Det var en fed aften, og jeg håber på, at nogle af de nye der kom vil have lyst til at komme igen.

Lidt anderledes opleveleser

Så er der kun tre uger tilbage af mit ophold i Montenegro. Det er godt nok underligt. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå, men jeg må indse, at det ikke kan lade sig gøre. I dag kommer et team på 11 mennesker fra USA og skal bo hos os. De skal være her i 10 dage og lave lidt forskellige sociale arrangementer. Samtidig kommer også et team fra England og skal forberede lejr for de studerende, så der bliver nok at lave i den næste uges tid.

I det sidste stykke tid, har vi brugt rigtig meget tid på at opbygge relationer. Bruge tid sammen med mennesker og på den måde styrke relationerne og gøre dem dybere. Jeg er begyndt at få nogle rigtig gode venner her. Jeg føler, at jeg kan være noget for dem, men også at de er noget for mig. Jeg nyder at være i selskab med dem. De giver mig rigtig meget.

Landsbyen Bršno. De mennesker vi bor hos har en hushjælp, og hun inviterede os op for at se hendes landsby oppe i bjergene. Det var en sød lille landsby, hvor der boede omkring 100 mennesker. Da vi trådte ud af bilen blev vi mødt af en fantastisk duft fra alle lyngblomsterne. Solen skinnede og en blid vind rørte mit ansigt. Koklokkerne hilste os med deres dybe klang. Det var smukt og idyllisk. Det var som at træde 150 år tilbage i tiden. Husene lå spredt op af bjergsiderne, så der var så meget fladt land som muligt at dyrke korn på. Høstakkene stod og tørrede i solen. Høstakke som var høstet med le, for sådan havde de jo altid gjort. En stor ko stod og gumlede græs foran et hus i nærheden. Rebekka og jeg gik hen for at hilse og opdagede, at der lå en lille kalv i græsset ved siden af. Den var kun et par timer gammel. Stadig med livmodersnask på benene. Vi klappede den og så den tage sine første skridt. Vi gik videre og blev mødt af en ældre kone i rigtig bondekone tøj. Hun var som taget ud af en historiebog om det gamle Sovjetunionen. Hjemmelavede uldsokker, gummitræsko, tørklæde om hovedet og et stort skørt. Hun hilste os glædesstrålende, og vi prøvede at hjælpe hende med at hive vand op af brønden til køerne. Vi blev budt på masser af mad. Hjemmelavet surmælksyogurt og ost. Det var utrolig syrligt, og jeg må indrømme, at det absolut ikke var min livret. Jeg måtte kæmpe for at spise hver eneste bid, samtidig med at jeg sad med et anstrengt smil. Men de var utrolig gæstfrie og rare, og vi fik knap nok lov til at gå igen. Det var noget ar en oplevelse…

Romaerne. I Montenegro er der et sigøjnerfolk, som bliver kaldt romaerne. De er oprindeligt flygtninge fra Kosowo. I Podgorica er der en flygtningelejr, hvor der bor en hel masse romaer under de mest kummerlige forhold. Det minder mest af alt om slumkvarterne i Indien. Deres hytter er bygget af skrald fra den nærmeste losseplads. De har ingen uddannelse og lever af at tigge og finde skrald som de kan sælge på gaden. Jeg besøgte lejren sidste gang, jeg var i Montenegro i februar, og det var virkelig et trist syn. Der er en kristen mand i lejren, som holder møder 4 gange om ugen i sin hytte. Det er mest børn og unge der kommer, og det er fantastisk at opleve dem samles og prise Gud, selvom de ejer så lidt.

I sidste uge blev der holdt lejr for romaerne. Et amerikansk team kom og arrangerede det i samarbejde med nogle af de lokale. De lavede forskellige aktiviteter. Bibeltimer, lovsang, smågrupper, kreative ting, lege og sport. Det var første gang nogensinde, så det var noget spændende, hvordan det hele ville gå. 46 romaer deltog, og det var ikke spor nemt at holde styr på dem alle sammen. Rebekka og jeg tog op og besøgte lejren et par dage. Vi nød utrolig meget bare at være sammen med børnene. De udstråler en fantastisk livsglæde, og selvom vi ikke kunne snakke med dem, kunne vi sagtens have det sjovt sammen. Det var skønt at se hvordan børnene bare nød at være af sted. De er vant til et hårdt liv, hvor de bliver nødt til at arbejde meget. Her havde de en uge, hvor det kun handlede om at have det sjovt. Vi gav dem kærlighed så godt vi kunne, og var ellers bare til stede. Fredag var der dåb, hvor 7 romaer blev døbt i en sø tæt på. Det var en meget rørende oplevelse. Gud har virkelig gang i en hel masse…