Så er der kun tre uger tilbage af mit ophold i Montenegro. Det er godt nok underligt. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå, men jeg må indse, at det ikke kan lade sig gøre. I dag kommer et team på 11 mennesker fra USA og skal bo hos os. De skal være her i 10 dage og lave lidt forskellige sociale arrangementer. Samtidig kommer også et team fra England og skal forberede lejr for de studerende, så der bliver nok at lave i den næste uges tid.
I det sidste stykke tid, har vi brugt rigtig meget tid på at opbygge relationer. Bruge tid sammen med mennesker og på den måde styrke relationerne og gøre dem dybere. Jeg er begyndt at få nogle rigtig gode venner her. Jeg føler, at jeg kan være noget for dem, men også at de er noget for mig. Jeg nyder at være i selskab med dem. De giver mig rigtig meget.
Landsbyen Bršno. De mennesker vi bor hos har en hushjælp, og hun inviterede os op for at se hendes landsby oppe i bjergene. Det var en sød lille landsby, hvor der boede omkring 100 mennesker. Da vi trådte ud af bilen blev vi mødt af en fantastisk duft fra alle lyngblomsterne. Solen skinnede og en blid vind rørte mit ansigt. Koklokkerne hilste os med deres dybe klang. Det var smukt og idyllisk. Det var som at træde 150 år tilbage i tiden. Husene lå spredt op af bjergsiderne, så der var så meget fladt land som muligt at dyrke korn på. Høstakkene stod og tørrede i solen. Høstakke som var høstet med le, for sådan havde de jo altid gjort. En stor ko stod og gumlede græs foran et hus i nærheden. Rebekka og jeg gik hen for at hilse og opdagede, at der lå en lille kalv i græsset ved siden af. Den var kun et par timer gammel. Stadig med livmodersnask på benene. Vi klappede den og så den tage sine første skridt. Vi gik videre og blev mødt af en ældre kone i rigtig bondekone tøj. Hun var som taget ud af en historiebog om det gamle Sovjetunionen. Hjemmelavede uldsokker, gummitræsko, tørklæde om hovedet og et stort skørt. Hun hilste os glædesstrålende, og vi prøvede at hjælpe hende med at hive vand op af brønden til køerne. Vi blev budt på masser af mad. Hjemmelavet surmælksyogurt og ost. Det var utrolig syrligt, og jeg må indrømme, at det absolut ikke var min livret. Jeg måtte kæmpe for at spise hver eneste bid, samtidig med at jeg sad med et anstrengt smil. Men de var utrolig gæstfrie og rare, og vi fik knap nok lov til at gå igen. Det var noget ar en oplevelse…
Romaerne. I Montenegro er der et sigøjnerfolk, som bliver kaldt romaerne. De er oprindeligt flygtninge fra Kosowo. I Podgorica er der en flygtningelejr, hvor der bor en hel masse romaer under de mest kummerlige forhold. Det minder mest af alt om slumkvarterne i Indien. Deres hytter er bygget af skrald fra den nærmeste losseplads. De har ingen uddannelse og lever af at tigge og finde skrald som de kan sælge på gaden. Jeg besøgte lejren sidste gang, jeg var i Montenegro i februar, og det var virkelig et trist syn. Der er en kristen mand i lejren, som holder møder 4 gange om ugen i sin hytte. Det er mest børn og unge der kommer, og det er fantastisk at opleve dem samles og prise Gud, selvom de ejer så lidt.
I sidste uge blev der holdt lejr for romaerne. Et amerikansk team kom og arrangerede det i samarbejde med nogle af de lokale. De lavede forskellige aktiviteter. Bibeltimer, lovsang, smågrupper, kreative ting, lege og sport. Det var første gang nogensinde, så det var noget spændende, hvordan det hele ville gå. 46 romaer deltog, og det var ikke spor nemt at holde styr på dem alle sammen. Rebekka og jeg tog op og besøgte lejren et par dage. Vi nød utrolig meget bare at være sammen med børnene. De udstråler en fantastisk livsglæde, og selvom vi ikke kunne snakke med dem, kunne vi sagtens have det sjovt sammen. Det var skønt at se hvordan børnene bare nød at være af sted. De er vant til et hårdt liv, hvor de bliver nødt til at arbejde meget. Her havde de en uge, hvor det kun handlede om at have det sjovt. Vi gav dem kærlighed så godt vi kunne, og var ellers bare til stede. Fredag var der dåb, hvor 7 romaer blev døbt i en sø tæt på. Det var en meget rørende oplevelse. Gud har virkelig gang i en hel masse…
