Tiden går, og der er nok at lave. Folk er ved at vænne sig til, at jeg er her og begynder at bruge mig. Det er virkelig rart at føle, at jeg kan være en hjælp. F.eks. blev jeg ringet op af Danijel i tirsdags og spurgt, om jeg ikke kunne lede bibelstudium den aften. Der var kommet noget op, han skulle tage sig af. Jeg har aldrig ledt bibelstudium på denne måde før, men jeg tog udfordringen op. Der kom 6 unge, som hver især var hvidt forskellige steder i deres liv. Nogle vidste intet om Biblen og troede heller ikke på noget. Andre var mere nysgerrige og åbne. Der var en nykristen og en som er vokset op med kristendommen. Det var meget svært at ramme alle, men folk stillede spørgsmål, og vi fik nogle gode snakke. Det er spændende arbejde, for man ved aldrig, hvem der kommer, og hvilke spørgsmål de vil stille. Man bliver nødt til at forberede sig så godt, man nu kan og så lægge det 100 % i Guds hænder.
Conversation Club (Samtale klub), er en aktivitet vi har hver torsdag i caféen på universitetet. Her mødes vi med nogle studerende og øver engelsk samtale. Det er attraktivt, da man ikke snakker engelsk i undervisningen her, men mest lærer grammatik. Vi bruger det, som en mulighed for at bygge relationer med mennesker. Det er altid hyggeligt, og man får nogle interessante snakke.
Så var der fest. Torsdag aften tog vi til fest for studerende. Vi prøver at skabe så mange muligheder som muligt for at møde nye mennesker. Det foregik på en bar, der hed Jazz club. Men det havde absolut ikke noget med jazz at gøre. De spillede den værste musik, jeg nogensinde har hørt. Det meste var dårlig techno nogle gange med lidt folkemusik ind over. Det var så højt, at det gjorde ondt, og jeg var seriøst bange for, at min hørelse ville tage skade. Til sidst flygtede vi ud i bilen, fordi vi ikke kunne holde det ud længere. Musikken var så høj, at man absolut ikke kunne snakke med hinanden, så vi fik ikke mødt nogen nye mennesker der. Nogle gange går man forgæves, men det var da en oplevelse.
Besøg på kollegiet. Fredag tog Rebekka og jeg hen til de studerendes kollegium. Det var utrolig spontant. Jeg havde tilfældigvis fået en aftale med en pige, jeg havde mødt kort, sidste gang jeg var i Montenegro. Deres værelse var meget lille. Vil skyde på 9 m2, og de sov tre piger i kun to senge. De var utrolig gæstfrie, og vi klemte os godt sammen. De kunne ikke tale så godt engelsk, men så fik jeg øvet noget serbisk, og det fik vi meget sjov ud af. Hele tiden kom der nye piger ind og ud af værelset. Vi fik snakket med en hel masse mennesker. Jeg fik også en god dyb snak med en pige omkring tro og overtro, kærlighed og ægteskab. Både Rebekka og jeg fik telefonnumre, og jeg glæder mig til at skulle møde de piger igen.
Teenagerne i kirken. Pete er englænder, og det er ham som sædvanligvis står for teenagerne. Der er 7 teenagere, så det er ikke fordi, det er mange, men det er så vigtigt, at der er noget for dem. For tiden er Pete dog i England for at besøge familien. Rebekka og jeg fik derfor opgaven at stå for teen-mødet lørdag. Jeg var glad for at få en konkret opgave at stå for. En opgave som jeg ved ikke ville blive udført, hvis vi ikke var her. Men det var også udfordrende. Det er så svært at planlægge noget her. Man ved aldrig, hvor mange der kommer. Folk er dårlige til at svare tilbage, så man må forberede sig på lidt af hvert. Først en time inden mødet startede, vidste vi, hvem der kom. Det endte med tre teenagere. Jeg holdt en lille andagt og vi bad sammen. Bagefter spillede vi nogle spil og lærte hinanden lidt at kende. Det var rigtig godt. Dejligt at se, hvordan de efter lidt tid slappede af og havde det sjovt. Vi fik grint en masse, og jeg synes, det var en god begyndelse. Glæder mig til at bruge mere tid sammen med dem.
(Til højre på siden under profilen om mig, har jeg oprettet nogle sider. Her har jeg skrevet lidt mere generelt om Montenegro og mine indtryk af landet... )
(Til højre på siden under profilen om mig, har jeg oprettet nogle sider. Her har jeg skrevet lidt mere generelt om Montenegro og mine indtryk af landet... )
