Jeg har nu været af sted i lidt over to uger. Jeg begynder at falde til og føle mig hjemme her. De kristne har taget rigtig godt imod mig. De er meget gæstfrie, åbne og nemme at være sammen med. I dag er min gode veninde Rebekka også kommet og skal være her resten af tiden. Det er rart at være to. Vi bor for tiden hos præsteparret i Nikšić. (Du kan se et kort i bunden af siden.) De kommer fra USA, men fik for 16 år siden et kald til at komme til Montenegro. De har fået bygget et stort hus, så der er plads til at teams fra udlandet kan komme på besøg.
Indtil videre har mit arbejde meget bestået i at komme ud og få skabt en masse kontakter og relationer, som jeg senere kan bygge videre på. Jeg er her først og fremmest for at hjælpe Danijel som er ansat af KFS (Kristelig forbund for Studerende). Han laver sociale arrangementer på Universitetet og får igennem det kontakt til studerende som han vidner for. Han laver bibelstudium og snakker med dem om tro og liv. Folk er meget åbne for religion her. Til tider lidt for åbne, og der er rigtig meget overtro. Det er spændende mennesker at snakke med. Deres tro og syn på livet er så anderledes fra folk i Danmark, hvor mange jo nærmest er religionsskræmte.
Jeg hjælper også til i kirken og indgår som en naturlig del af menigheden her. Jeg spiller klaver til gudstjenesterne og deltager til de forskellige arrangementer. Det er en meget lille kirke med omkring 25 medlemmer. Der er mange mangler og stor brug for opmuntring. Der er især stor mangel på kvindelige ledere. Det er et problem for teenagepigerne og de unge kvinder, for hvem kan de så spejle sig i og snakke med omkring emner som sex, drenge og hvad der ellers er af pigeproblemer. Her håber jeg at kunne komme med nogle inputs og hjælpe med at opfordre de kvinder, der er her, til at turde være mere fremtrædende.
Indtil videre tegner det sig godt, og jeg tror på at Gud kan bruge Rebekka og jeg her i Montenegro.
