Mange spørger mig: Hvad er det du laver der i Montenegro??
Det er jo egentlig et rigtig godt spørgsmål, men faktisk ikke så let at svare
på. Det er så forskelligt, hvad der sker, og man ved aldrig hvad en dag vil
bringe. Det er også det jeg elsker så meget ved at være her. Ikke al den
planlægning og bekymring for fremtiden som ofte fylder der hjemme. Vi ser tiden
an her…
En tilfældig dag i Niksic:
Vækkeuret på mobilen ringer. Jeg trykker snooze et par gange
indtil jeg ikke længere kan udskyde det uundgåelige og bliver nødt til at komme
ud af sengen. Hurtigt kommer jeg i tøjet og skynder mig ned til morgenmad. Her
bliver jeg mødt at et friskt good morning fra Vickie som er ved at sætte det
sidste morgenmad på bordet. Varme blåbær-banan muffins som lige er taget ud af
ovnen. Det dufter himmelsk, og jeg sætter mig forventningsfuld til bords, mens
resten af familien indfinder sig rundt om bordet. Vi tager hinanden i hænderne
og Stan beder en bøn for dagen.
Efter morgenmaden og efter vi har hjulpet Vicki med at tage
af bordet, har Rebekka og jeg dansker tid. Det prioriterer vi at bruge god tid
på. Fordi vi er så meget sammen, er det vigtigt at få snakket om det der sker,
og hvordan vi har det. Især hvis vi er irriteret på hinanden, så det ikke
vokser sig til en stor konflikt. Det er en rigtig god tid og dejlig måde at
starte dagen på. Vi læser i Biblen sammen og beder for hinanden og de mennesker
vi er sammen med. Bagefter har jeg altid fornyet energi og kræfter til at tage
fat på dagen. Vi går ud i haven mens det endnu er formiddag, så solen ikke er
alt for højt oppe på himlen endnu. Her plukker vi nogle jordbær, som vi senere
vil spise til dessert.
Vores veninde Martina er lige kommet tilbage fra Serbien.
Hun har en lille pige på næsten to år og 4 eksamener i næste uge. Hun skriver
og spørger om ikke vi vil hjælpe hende med at gøre rent. Jeg elsker virkelig
den måde, at man bare kan spørge om sådan noget her. Og selvfølgelig vil vi
gerne hjælpe hende. Vi smutter derfor over til hende. Jeg svinger glad
støvsugeren rundt i lejligheden, mens jeg jagter Nathalia, den lille pige. Det
er underligt, hvordan det kan være så meget sjovere at gøre rent for andre end
en selv. Bagefter føler jeg mig virkelig godt tilpas. Jeg føler at jeg
allerede denne dag har udrettet en hel del, og hjulpet nogle mennesker. Vi
følges med Danijel (Martinas) mand hjem til frokost. Han har et møde med Stan
og en mand fra USA, der er på besøg. Den besøgende snakker en hel del til
frokosten. Han har godt nok mange ting på sit hjerte, tænker jeg, mens jeg
gnasker på mit kyllingeben. Han arbejder i en slags organisation udsprunget af
cirka 100 kirker i USA. Jeg forstår ikke helt, hvad det går ud på, og sådan er
det ofte. Jeg møder mange mennesker, hvor jeg ikke helt fatter, hvorfor de er
her og hvad der sker. Men i hvert fald kommer han med et team til Oktober til
hovedstaden Podgorica og vil måske også gerne sende et team her til Niksic. Så
vi snakker om situationen her i forhold til tro og religion. Det er spændende
så mange forskellige mennesker jeg møder her. Der er ofte gæster på besøg fra
alle mulige steder i verden.
Efter frokost smutter vi på café for at have et møde med
Danijel og Pete om vores ophold her i Montenegro. En café er nu engang det
bedste sted at have sådan en slags møder. Så mens vi sidder der i varmen og nyder
vores kaffe snakker vi frem og tilbage om forventninger til opholdet. Vores
ideer og tanker og deres forventninger til os. Det er de to og så selvfølgelig præsten Stan som har
mest at sige i kirken her i Niksic. Det er godt lige at høre, hvad de tænker,
for at finde ud af hvad det er vi skal og komme rigtig i gang. På et tidspunkt
går mødet over til at være english conversation club, da Marko kommer forbi. En
af Petes tidligere studerende, og vi socialiserer. Det hele handler egentlig i
høj grad om at socialisere. Vi bestiller en kop kaffe til og snakker om alt
muligt mærkeligt mellem himmel og jord. Mennesker kommer forbi og siger hej og
efter en times tid siger Marko farvel. Vi vender tilbage til vores møde, som om
intet er sket og afslutter det med en bøn.
Hjemme igen bruger jeg noget tid på facebook, hvor jeg
skriver til nogle kontakter fra sidste gang jeg var her, at jeg er tilbage.
Hører ad om de er i byen og om vi skal gå ud og drikke kaffe. Jeg leger lidt
med Natalia som er på besøg og slapper af i solen. Indtil det er tid til
at skulle videre til Prayer meeting i kirken. Det er alt for langt og jeg har
svært ved at koncentrere mig efter en lang dag. Især snakken om søndagens
prædiken. Men det er godt at bede sammen med sine kristne og brødre og søstre.
De beder for mig, og det er rart at føle deres omsorg.
Efter mødet går jeg en lang tur med Andjela, som er en
af de unge i kirken. Vi får os en god dyb snak om ting, hun aldrig har snakket
om før. Vi deler liv og tro. Følelser, tanker og oplevelser. Det er en virkelig
en god tid, og jeg kommer alt for sent hjem. Men det er sådan det skal være! Man
bruger tid med mennesker og ting sker. Jeg ligger mig glad og udmattet i min
seng og lukker øjnene. Det har været en velsignet dag, og sådan er de fleste.
Selvom ingen af dem ligner hinanden. Man må være forberedt på lidt af hvert.
Sov godt.