Et skridt ad gangen..

Det har været et par gode uger, hvor jeg virkelig har haft tid til at være sammen med mennesker. Har haft rigtig godt samvær og gode snakke. Var nogle dage i Podgorica for at besøge en pige, fra kirken der, som er på alder med mig. Det gav god mening at være sammen og dele liv. Selvom vi bor i to så forskellige lande, har vi mange af de samme kampe alligevel.

Et kæmpe amerikansk team var på besøg en uge, for at lave noget sportslejr i byen. Jeg deltog i lidt af det, som jeg synes gav mening. Det var interessant at møde flere lokale børn fra byen og snakke med dem.  Men det var også uoverskueligt med så mange børn samlet. Til aftenmøderne kom over 200 børn, og det siger sig selv, at de ikke ligefrem var stille.

Men det gik nu egentlig fint, især bedre end sidste år, var det virkelig var et cirkus. Og det var meget opmuntrende, at til det sidste aftenmøde kom cirka 50 børn op foran for at snakke, om det de havde hørt. Flere af dem græd, fordi de var blevet rørt. Det var jo vidunderligt at se, hvordan Guds budskab kan nå mennesker. Samtidig er det svært og frustrerende med det opsamlende arbejde. Vi er få mennesker i kirken her i byen, og vi kan ikke rumme alle de børn. Vi ved ikke hvem de alle er, og vi har ikke relationer til dem. Det gør det svært at inviterer dem med til noget. Vi har prøvet med en filmaften, hvor nogle stykker kom, og vi prøver igen i aften. Det er godt at det er i Guds hænder!

Rebekka er kommet tilbage igen, og det er godt at være to! Samtidig har det også været godt at være skilt ad, så folk her kan lære, at de ikke nødvendigvis altid behøver at være sammen med os begge på samme tid. På den måde kan vi nemmere dele os op, sprede krafterne og også få gode en-til-en snakke!

De sidste par dage har jeg slappet af og haft masser af alene tid. Jeg kunne godt mærke, at nu havde jeg altså været nok sammen med mennesker. Det har været skønt at give mig selv den frihed, og jeg kan mærke, at jeg er ved at være klar igen.
Det hele går et skridt ad gangen. Nogen gange er det svært at se, hvad mening det egentlig giver, når jeg er midt i det. Men jeg stoler på, at Gud han bruger alt det her!!

I morgen tager vi på EUS-lejr  i Serbien (EUS er KFS i Serbien og Montenegro). Det bliver rigtig spændende at prøve at være med i et større kristent fællesskab her. Fedt at flere af dem fra engelsk-lejren skal med. Også nogle af dem som ikke er kristne. Jeg glæder mig til at blive fyldt på inden jeg skal hjem til Danmark igen!