Endnu engang oplever jeg at komme dybere og dybere ned i forståelsen
af den montrenegrinske kultur og religion. Samtidig går det mere og mere op for
mig, hvor meget jeg kun skraber i overfladen. Det er utrolig spændende, så rig
og mangfoldig en kultur er. Der er så mange forskellige parametre, som har
været med til at forme den, at jeg aldrig kommer til at forstå den helt.
Det går stille og roligt frem med sproget. Jeg kan mere og
mere begynde at have små samtaler med mennesker jeg møder. I sproget ligger der
en nøgle til forståelse af kulturen, som jeg virkelig glæder mig til at kunne
bruge helt. Hvad står der i aviserne? hvad siger de i nyhedsudsendelserne? At
kunne følge med i samtaler og forstå hvad folk snakker om, samt også at kunne
snakke med mennesker, jeg møder. Oveni det ligger der så meget mentalitet gemt
i udtryk og sprogbrug. Som f.eks. at en far kalder alle sine børn for sønner.
Selvom det er døtre, og det er noget af det kærligste, han kan kalde dem. Det
siger noget om drengenes status i samfundet, som jeg også vil komme ind på i
næste blogindlæg.
Alt det her med sprog og fremmed kultur er rigtig interessant,
men også meget energikrævende. Jeg er så træt hver eneste aften og også næste
morgen, når jeg skal op.
Der er så mange indtryk og nye ting at forholde sig til. Serbiske
ord kører konstant rundt i hovedet på mig, og jeg prøver at finde hoved og hale
i det hele. Jeg hele tiden er bevidst om, ikke at komme til at gøre noget
forkert, især når jeg er gæst hos de lokale. Det er lærerigt og spændende, men
jeg kan også mærke, at jeg har brug for at trække mig tilbage og bare være mig
selv.
Vi har været en del på besøg her på det sidste. Det har
været utrolig spændende og udfordrende. Især da forældrene aldrig kan engelsk.
Men det har været nogle rigtig gode besøg. Da vi var på besøg hos en af de
studerende, fik jeg især en rigtig god snak med hendes lillesøster. De kan
desværre ikke komme med på engelsk lejr, men jeg håber på, at få mulighed for
at besøge dem igen.
For et par dage siden var vi inviteret til frokost hos en af
de to teenage-piger, som vi har haft mulighed for at hænge en hel del ud med på
det sidste. Hun var så spændt på, at vi skulle komme, at hun slet ikke kunne
sove aftnen før, fortalte hun mig. Det var virkelig sødt, og man må sige, at
hun også havde gjort det helt store ud af det. Hele familien, inklusiv tanter
og onkler, var inviteret og samlet for at møde os. De var meget velkomne og
gæstfrie, selvom det også var tydeligt at mærke, at de var lidt mistænksomme
over, hvad det nu var for nogle fremmede mennesker deres lille pige hang ud
med.
Det var første gang, jeg på egen krop mærkede al den snak
der er om kirken i byen. Mange snakker om, at det er en sekt og vil slet ikke i
nærheden af den. Familien stilte mange spørgsmål omkring kirken og engelsk
lejr. Jeg var meget usikker på, hvad i alverden jeg skulle svare, for som sagt
så er jeg ikke 100% inde i kulturen, og det er så nemt at misforstå hinanden.
Men jeg tror på at Gud ledte mine ord. De var i hvert fald ikke helt lukkede,
selvom de dog fortsatte med at være forbeholdne, hvilket man jo egentlig godt
kan forstå.
Jeg var rigtig glad for, at vi også havde en lokal med, som
vi har en god relation til. Hun er ikke troende, men hun er interesseret, og
for mig virkede det som om, at hun kunne forklare nogle ting om kirken og
forsvare den lidt. Jeg fik en god snak med hende, og hun sagde, at hun ville
komme til gudstjeneste aften efter. Man ved aldrig helt, om folk kommer, selvom
de siger, at de gør, så jeg var meget spændt på det. Men hun dukkede faktisk
op! Det var rigtig dejligt, at hun havde lyst til at komme og ikke var skræmt
væk.
I går til morgengudstjenesten havde vi dåb, og det var
bestemt en glædelig begivenhed. Det var den første dåb, jeg har været med til i
kirken. Hele hendes historie var utrolig rørende, og det var så opmuntrende at
se, hvor rørt hun var over Guds ord til hende. Der var en smittende glæde i
hele fællesskabet, og det var bare skønt
at være en del af!
