Der er sket så meget at jeg slet ikke har kunnet finde tid
til at skrive blog, og nu er det nærmest umuligt at skulle vælge ud, hvad der
skal skrives om. Gud har virkelig arbejdet over de sidste par uger her i
Montenegro. Gang på gang bliver han ved med at forbløffe mig! skøntJ
Vi havde et engelsk team på besøg som arrangerede en lejr
for studerende. Vi var vel cirka 25, og det var virkelig en dejlig uge.
Bibelundervisning, sprogundervisning og masser af sjov. Grinte helt utrolig
meget den uge! De var rigtig gode til bare at tage os ind som en del af deres
team! De vidste vi var her og havde også bedt for os inden. Det var virkelig
rørende, og det var utrolig hårdt at sige farvel, da tiden kom til det. Det er
virkelig det værste ved at være her. Man kommer så tæt på så mange mennesker,
fordi man er så intenst sammen. Og pludselig så er tiden gået, og man må sige
farvel. Det gør virkelig ondt! Og man ved ikke, hvornår man ses igen. Men ses
det gør vi i hvert fald på et tidspunkt. Om ikke før så i himlen. Og der er der
ikke noget der hedder farvel. Det glæder jeg mig virkelig til!
Vi brugte et par dage ved kysten og havde noget ferie. Det
var godt at svømme lidt og få noget farve. Og vi besøgte nogle forskellige
venner. Det var godt at se dem igen, og opmuntre dem ved bare at være der. At
vise dem at vi gerne vil dem ved at bruge tid på at komme på besøg. Nogen gange
skal der bare ikke mere til J
Jeg er nu lige kommet hjem fra Roma-lejr og er ved at sunde
mig lidt ovenpå det. 50 børn i alderen mellem 9 og 17 kan lave en hel del larm!
De lever normalt i en flytningelejr under rigtig dårlige forhold. Så det her var en uge i paradis for dem. Det har virkelig været en vild uge med utrolig mange følelser i spil. Gud gav
den gas J
To andre danske piger kom for at være med på lejren og
hjælpe til. Det er en længere historie hvordan det lige blev sådan, men jeg kan
i hvert fald sige, at det helt klart var Gud der fik det på plads. Jeg var
meget nervøs for det inden faktisk. Tænkte over, hvad i alverden det var jeg
havde rodet mig ud i. Jeg havde ansvar for de her piger, og jeg havde ingen idé
om hvad i alverden der ville ske på den lejr. Vi havde ingen speciel rolle, vi
kom bare. Jeg havde ikke engang snakket med det amerikanske team som stod for
lejren. Kun den montenegrinske kontaktperson. Men måtte jo bare stole på Gud,
for han måtte jo have en plan med det. Og det må man da sige at han havde!
Lejren gik helt fantastisk! Det var helt utroligt så
tydeligt jeg kunne se Gud arbejde. For bare et år siden, da jeg var på den
samme lejr, var der total kaos! Og børnene var helt umulige. Men i år var de
dejlige. De havde virkelig vokset i løbet af året åndeligt. De sugede til sig
af talerne. De ville lærer mere om Gud. Og vi havde især nogle rigtig gode
smågrupper, hvor vi delte liv, tro og tanker med hinanden. Og det fungerede
selv om det var med dobbel oversættelse. Engelsk à
serbisk à
albansk og tilbage igen. Det amerikanske team tog bare imod os, og vi fik
hurtigt nogle forskellige opgaver. Og selvom vi kom for at give, fik vi så
meget igen! Gud lærte os alle sammen nogle virkelig væsentlige ting, vi blev
nødt til at se i vores liv.
Mennesker gav deres liv til Jesus. 14 blev døbt. Vi var
kristne brødre og søstre selvom vi ikke kunne tale med hinanden. Det er
utroligt!
Den største opmuntring for mig var i dag, da deres leder
Vlaznim i sin tale begyndte at snakke om Danmark. Og han fortalte hvor meget
han bad for os, og havde gjort det i løbet af året. Jeg fik en snert af dårlig
samvittighed over ikke at have bedt mere for ham og romaerne. Men hvor er det
fantastisk. At vi beder for hinanden. At vi er familie og har omsorg for
hinanden, selvom vi knap nok kender hinanden. Og jeg glæder mig til den dag i
himlen, hvor der ikke er nogen sprogbarrierer. Hvor jeg kan snakke med dem alle
sammen og lære dem bedre at kende!
Nu er der kun 10 dage tilbage i Montenegro, og de skal nydes
i fulde drag…
Gud er god! Amen