Farvel endnu engang

Selvom jeg nu efterhånden har fået en del træning i at sige farvel, så tror jeg aldrig helt jeg vænner mig til det. Det er ikke spor sjovt at sige farvel til mennesker, jeg elsker højt og forlade dem på ubestemt tid.

De sidste par uger er fløjet af sted. Jeg har set en masse mennesker og haft en virkelig god tid sammen med dem. Mine venskaber her bliver dybere og dybere.

Vi var en uge i Serbien på lejr for studerende. Det var meget anderledes en KFS-lejre i Danmark. Først og fremmest fordi tingene her generelt bare ikke er nær så velplanlagte, som jeg er vant til, og fordi næsten halvdelen af deltagerne ikke var kristne. Det gav en helt anden lejrstemning på både godt og ondt.

Det var fedt at være sted en gruppe fra Montenegro i et andet land. (Selvom det bare var i Serbien). Det bragte os virkelig tættere sammen, og jeg følte mig helt montenegrinsk! 

Jeg blev så stolt at mine montenegrinere, da de begyndte at sige, at de synes, der skulle være mere Gud og Bibel. En af dem tog initiativ til, at vi kunne lave en bibelstudiegruppe i noget af al den fritid vi havde. Det gjorde vi så, og det var måske et af de bedste bibelstudier jeg har haft i mit liv. Vi var en 10 stykker som samledes et par gange i løbet af lejren, og læste i Romerbrevet samen. Det var mennesker som virkelig hungrede efter at lære mere. Som var fyldt med spørgsmål og forskellige perspektiver. Som var åbne og ærlige om, hvad de tænkte. Det var simpelt hen for fedt!

Rebekka og jeg fik også lov til at lave et seminar, om hvordan man læser i Biblen. Det var helt simpelt og grundlæggende info, og så læste vi ellers i Biblen sammen. Men det var fyldt med hellighånd, og mennesker blev rørt at det. En af pigerne spurgte bagefter, om vi ikke kunne gøre det igen en af de andre dage, så det gjorde vi så. Det var virkelig opmuntrende at se, hvordan Guds ord arbejder!

”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end et tveægget sværd; Det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.” Hebr. 4,12-13

Bøn er også virkelig blevet stort for mig i løbet af de sidste par uger. Det gik op for mig, hvor vigtigt det faktisk er. For hvordan kan jeg have en relation til Gud, hvis jeg ikke snakker med ham? Jeg har bedt til Gud, om han ikke godt ville lære mig at bede, for jeg synes det er svært. Jeg kan ikke selv! Jeg har svært ved at få tid til det og ofte gider jeg slet ikke, hvis jeg endelig har tid. Når jeg så tager mig sammen til det alligevel, så ved jeg ikke, hvad jeg skal bede om, og hvordan jeg skal bede. Det bliver så nemt en tung og trættende byrde, så jeg til sidst giver op. Jeg gik derfor i gang med at læse: Fra bønnens verden af O. Hallesby. En virkelig god og udfordrende bog, som jeg varmt kan anbefale!

Jeg lærte mange ting, men især at for at bede, bliver jeg nødt til at være hjælpeløs. Uden det er det slet ikke bøn, for så afhænger jeg ikke af Gud, men tror, at jeg kan klare det selv. Det var en kæmpe trøst og en kæmpe udfordring på sammen tid. Men det har hjulpet mig til at erkende min hjælpeløshed og se styrken i den. For kun derigennem kan Gud komme til. 

”Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.” 2. kor. 12,8-9

Til sidst stod der i bogen, at hvis man bad til Gud: ”Herre, lær mig at bede” så måtte man forvente, at der kom problemer. For det er i gennem problemer, at Gud lærer os at bede. Det er der vi ser vores hjælpeløshed og vender os til ham. Først tænkte jeg, åh nej den bøn har jeg jo bedt de sidste par uger. Har jeg virkelig lyst til det, når jeg ved, hvad det indebærer? Gud glem, hvad jeg bad, jeg har ikke lyst til at lære det alligevel… 

Men jeg tænkte over det, og hvis det virkelig er det der skal til, for at jeg kommer tættere på Gud, så må det være det. Så må jeg stole på, at Gud har styr på det, og ikke giver mig mere, end jeg kan klare. At han elsker mig, og vil mig det allerbedste i sidste ende. Nemlig at jeg må være så tæt på ham som muligt, for der er godt at være, uanset hvordan livet ellers ser ud.

Og problemer kom der i sandhed, også mere end jeg tænkte, at jeg kunne klare. Men så var det godt, at det ikke var mig der skulle klare det, men Gud. Jeg måtte vende mig til ham i bøn, og han var trofast og gav mig styrke. Tak Gud!

Det er utroligt så meget der kan ske på en sommer. Jeg glæder mig til at kommer hjem til Danmark og arbejde i Herrens vinmark der. Det er det bedste arbejde. Han forventer meget af mig, men ikke mere end jeg kan klare, og han lover, at han vil være med mig hver en dag indtil verdens ende!

Jeg håber, jeg kan komme tilbage til næste sommer, men det er op til Gud. Han ved bedst og han har sin egen plan. Men jeg er bestemt ikke færdig i Montenegro endnu. Der må være en grund til, at han har lagt det land på mit hjerte. Og mission i Montenegro slutter ikke bare fordi jeg tager til Danmark. Jeg kan stadig bære med i arbejdet dernede i bøn, for ikke at nævne facebook og skype!

Guds fred til jer alle!

Et skridt ad gangen..

Det har været et par gode uger, hvor jeg virkelig har haft tid til at være sammen med mennesker. Har haft rigtig godt samvær og gode snakke. Var nogle dage i Podgorica for at besøge en pige, fra kirken der, som er på alder med mig. Det gav god mening at være sammen og dele liv. Selvom vi bor i to så forskellige lande, har vi mange af de samme kampe alligevel.

Et kæmpe amerikansk team var på besøg en uge, for at lave noget sportslejr i byen. Jeg deltog i lidt af det, som jeg synes gav mening. Det var interessant at møde flere lokale børn fra byen og snakke med dem.  Men det var også uoverskueligt med så mange børn samlet. Til aftenmøderne kom over 200 børn, og det siger sig selv, at de ikke ligefrem var stille.

Men det gik nu egentlig fint, især bedre end sidste år, var det virkelig var et cirkus. Og det var meget opmuntrende, at til det sidste aftenmøde kom cirka 50 børn op foran for at snakke, om det de havde hørt. Flere af dem græd, fordi de var blevet rørt. Det var jo vidunderligt at se, hvordan Guds budskab kan nå mennesker. Samtidig er det svært og frustrerende med det opsamlende arbejde. Vi er få mennesker i kirken her i byen, og vi kan ikke rumme alle de børn. Vi ved ikke hvem de alle er, og vi har ikke relationer til dem. Det gør det svært at inviterer dem med til noget. Vi har prøvet med en filmaften, hvor nogle stykker kom, og vi prøver igen i aften. Det er godt at det er i Guds hænder!

Rebekka er kommet tilbage igen, og det er godt at være to! Samtidig har det også været godt at være skilt ad, så folk her kan lære, at de ikke nødvendigvis altid behøver at være sammen med os begge på samme tid. På den måde kan vi nemmere dele os op, sprede krafterne og også få gode en-til-en snakke!

De sidste par dage har jeg slappet af og haft masser af alene tid. Jeg kunne godt mærke, at nu havde jeg altså været nok sammen med mennesker. Det har været skønt at give mig selv den frihed, og jeg kan mærke, at jeg er ved at være klar igen.
Det hele går et skridt ad gangen. Nogen gange er det svært at se, hvad mening det egentlig giver, når jeg er midt i det. Men jeg stoler på, at Gud han bruger alt det her!!

I morgen tager vi på EUS-lejr  i Serbien (EUS er KFS i Serbien og Montenegro). Det bliver rigtig spændende at prøve at være med i et større kristent fællesskab her. Fedt at flere af dem fra engelsk-lejren skal med. Også nogle af dem som ikke er kristne. Jeg glæder mig til at blive fyldt på inden jeg skal hjem til Danmark igen!