mandag den 24. juni 2013

Dykker dybere ned i kulturen..

Endnu engang oplever jeg at komme dybere og dybere ned i forståelsen af den montrenegrinske kultur og religion. Samtidig går det mere og mere op for mig, hvor meget jeg kun skraber i overfladen. Det er utrolig spændende, så rig og mangfoldig en kultur er. Der er så mange forskellige parametre, som har været med til at forme den, at jeg aldrig kommer til at forstå den helt.  

Det går stille og roligt frem med sproget. Jeg kan mere og mere begynde at have små samtaler med mennesker jeg møder. I sproget ligger der en nøgle til forståelse af kulturen, som jeg virkelig glæder mig til at kunne bruge helt. Hvad står der i aviserne? hvad siger de i nyhedsudsendelserne? At kunne følge med i samtaler og forstå hvad folk snakker om, samt også at kunne snakke med mennesker, jeg møder. Oveni det ligger der så meget mentalitet gemt i udtryk og sprogbrug. Som f.eks. at en far kalder alle sine børn for sønner. Selvom det er døtre, og det er noget af det kærligste, han kan kalde dem. Det siger noget om drengenes status i samfundet, som jeg også vil komme ind på i næste blogindlæg.
Alt det her med sprog og fremmed kultur er rigtig interessant, men også meget energikrævende. Jeg er så træt hver eneste aften og også næste morgen, når jeg skal op.

Der er så mange indtryk og nye ting at forholde sig til. Serbiske ord kører konstant rundt i hovedet på mig, og jeg prøver at finde hoved og hale i det hele. Jeg hele tiden er bevidst om, ikke at komme til at gøre noget forkert, især når jeg er gæst hos de lokale. Det er lærerigt og spændende, men jeg kan også mærke, at jeg har brug for at trække mig tilbage og bare være mig selv.

Vi har været en del på besøg her på det sidste. Det har været utrolig spændende og udfordrende. Især da forældrene aldrig kan engelsk. Men det har været nogle rigtig gode besøg. Da vi var på besøg hos en af de studerende, fik jeg især en rigtig god snak med hendes lillesøster. De kan desværre ikke komme med på engelsk lejr, men jeg håber på, at få mulighed for at besøge dem igen.

For et par dage siden var vi inviteret til frokost hos en af de to teenage-piger, som vi har haft mulighed for at hænge en hel del ud med på det sidste. Hun var så spændt på, at vi skulle komme, at hun slet ikke kunne sove aftnen før, fortalte hun mig. Det var virkelig sødt, og man må sige, at hun også havde gjort det helt store ud af det. Hele familien, inklusiv tanter og onkler, var inviteret og samlet for at møde os. De var meget velkomne og gæstfrie, selvom det også var tydeligt at mærke, at de var lidt mistænksomme over, hvad det nu var for nogle fremmede mennesker deres lille pige hang ud med.



Det var første gang, jeg på egen krop mærkede al den snak der er om kirken i byen. Mange snakker om, at det er en sekt og vil slet ikke i nærheden af den. Familien stilte mange spørgsmål omkring kirken og engelsk lejr. Jeg var meget usikker på, hvad i alverden jeg skulle svare, for som sagt så er jeg ikke 100% inde i kulturen, og det er så nemt at misforstå hinanden. Men jeg tror på at Gud ledte mine ord. De var i hvert fald ikke helt lukkede, selvom de dog fortsatte med at være forbeholdne, hvilket man jo egentlig godt kan forstå.

Jeg var rigtig glad for, at vi også havde en lokal med, som vi har en god relation til. Hun er ikke troende, men hun er interesseret, og for mig virkede det som om, at hun kunne forklare nogle ting om kirken og forsvare den lidt. Jeg fik en god snak med hende, og hun sagde, at hun ville komme til gudstjeneste aften efter. Man ved aldrig helt, om folk kommer, selvom de siger, at de gør, så jeg var meget spændt på det. Men hun dukkede faktisk op! Det var rigtig dejligt, at hun havde lyst til at komme og ikke var skræmt væk.


I går til morgengudstjenesten havde vi dåb, og det var bestemt en glædelig begivenhed. Det var den første dåb, jeg har været med til i kirken. Hele hendes historie var utrolig rørende, og det var så opmuntrende at se, hvor rørt hun var over Guds ord til hende. Der var en smittende glæde i hele fællesskabet,  og det var bare skønt at være en del af!




onsdag den 12. juni 2013

Hvor er det godt og herligt at være tilbage!


Det er rart og godt at være tilbage! Det er ikke fordi, at jeg har gjort så meget eller, at der er sket noget specielt. Men bare det at være sammen igen, det er forfriskende og en opmuntring for os alle. Utroligt, hvor glade folk kan være for, at man bare er her! Det viser, hvor sand Salme 133 er: ”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen! … For der giver Herren velsignelsen, livet i al evighed.”
Der sker bare noget, når vi er sammen…

Vores fly herned blev forsinket, så vi havnede i Beograd og fik et døgn der. ”Tilfældigvis” var flere af vores venner fra Serbien og Montenegro i byen, så vi hang ud med dem. Det fik mig endnu en gang til at se, hvor lidt jeg faktisk kan planlægge, men må overlade styringen til Gud. Han har kontrol over alle ”tilfældighederne”! Vi havde bibelstudie sammen, hvor vi læste den Barmhjertige Samaritaner. (Luk 10,25-37) Der står i vers 31: ”Tilfældigvis kom en præst den samme vej…” Og det slog mig, hvor lidt tilfældigt det i virkeligheden var. Og jeg kom til at tænke på mit eget liv. Jeg kan ikke planlægge, hvordan jeg vil hjælpe folk. Jeg kan ikke vente til det lige passer ind i mit program. Jeg må tage muligheden når den byder sig, også når jeg ikke har tid til det. Selvfølgelig skal jeg lægge planer og ikke bare side med hænderne i skødet og vente på, at der kommer noget til mig.  Men jeg må være villig til at lægge mine egne planer til side, når Gud pludselig vil noget andet. Det er ham som skal lede mine planer. ”Overgiv dine forehavender til Herren, så bliver dine planer til virkelighed.” Ords. 16,3



Her hænger vi ud med slænget i Beograd på McDonalds.. Det er åbenbart der det sker! 










Lige nu bor vi i det kæmpe hus alene sammen med en amerikaner. Præstefamilien er lige taget på ferie og kommer hjem igen om en uges tid. Planen er, at den første tid her skal bruges på lige at se mennesker og samle op. Det er vi allerede godt i gang. Og så trænger huset her til en ordentlig omgang. Vi er allerede gået lidt i gang med noget udsmidning. Om et par uger skal vi bo 24 mennesker her, så det er en vigtig opgave at få plads til det, og det er godt at lave noget praktisk. Ellers er jeg spændt på at se, hvad Gud har af planer J