Sommer

Sommeren er kommet, og det begynder at blive rigtig varmt. Vi har været på flere picnics i bjergene og badet i floden. Var også et smut til kysten og bade. Skoleåret er ved at være slut, og de studerende rejser hjem efterhånden som de får afsluttet deres eksamener. Pludselig er der ikke så mange mennesker tilbage i Niksic. Men de der stadig er tilbage har til gengæld været meget sammen med, og jeg har fået nogle nære relationer. Jeg nyder stadig rigtig meget at være her. Jeg kan mærke, at det gør en forskel. At det giver mening.    

Pigerne i kirken. Der er en del piger i menigheden, men ingen kvindelige ledere. Det er et stort problem, for hvem skal pigerne gå til for råd og vejledning? Hvem skal de spejle sig i og have som forbillede? Det er ærgerligt. De fleste af pigerne er meget modne, og har masser af talenter, der kunne blive brugt. Men der mangler en leder til at se dem, opmuntre dem og udfordre dem. Rebekka og jeg prøver at komme med nogle inputs. Vi prøver at opmuntre dem til at opmuntre hinanden. At få skabt et stærkere sammenhold blandt pigerne, så de kan få et rum, hvor det er okay at være piger. Et sted hvor de kan tale sammen om alle de ting som piger nu engang går og tænker på. Det er så vigtigt, at den del ikke bliver lukket ude af den kristne sammenhæng. Efter en conversation club endte vi spontant hjemme hos os 6 piger og spillede spil en hel eftermiddag. Det var virkelig hyggeligt og sjovt. Så godt for fællesskabet bare at få brugt noget tid sammen. Når der er så få kristne, kan man ikke vælge, hvem man vil være venner med. Der er de mennesker, der er, og dem skal man være taknemmelige for. Det kan give nogle konflikter en gang imellem med så lille et fællesskab, men jeg er faktisk overrasket over, at der ikke er flere problemer.

Vi har taget initiativet til at lave en pige-bibelstudiegruppe. Man kan bare snakke om nogle andre ting, når der kun er piger tilstede. Vi mødes hver mandag og læser i Biblen sammen og diskuterer det. Vi skiftes til at tage kage med, og så sidder vi ellers og hygger os med en kop kaffe. Første gang gik rigtig godt. Vi var 5 piger og emnet var Guds væsen. Det gik lidt trægt i starten, men så kom vi pludselig ind på en lang snak om lidelse i livet i forhold til Guds kærlighed, hellighed og retfærdighed. Det var virkelig godt og alle pigerne meldte sig i diskussionen. Det var dejligt at se dem åbne sig, da mange af dem er lidt tilbageholdende normalt. Vi håber på, at det de vil fortsætte med at have disse bibelstudier, når vi tager herfra.

Vi vover pelsen. Nu hvor vi har været her et godt stykke tid, får vi mod til at tage nogle større initiativer. I sidste uge arrangerede vi f.eks. en tur i biografen for at se den nye Pirates of the Caribean. Det lyder måske simpelt nok, men I skulle bare vide. For det første er der ingen biograf i Niksic. (Ja, det er Montenegros næststørste by, men en biograf har den altså ikke.) Det betyder, at vi skulle til Podgorica, som er hovedstaden. Det var et større puslespil at få koordineret, hvornår alle kunne. Om morgenen på dagen, lige som man tænkte, at nu var det i orden, så ringede ham der skulle køre og spurgte, om vi ikke kunne flytte det et par timer frem. Da måtte vi sætte en stopper for galskaben og sige, at nu var det aftalt som det var, og ellers måtte vi tage bussen. Det endte med, at han kørte os til den aftalte tid, og vi fik en rigtig hyggeligt tur i biografen J

Fred i forvirringen

Lige pludselig sker der rigtig mange ting. Eksamenstiden er ved at være overstået, og pludselig får folk meget mere tid. Tingene sker bare, uden at jeg skal gøre noget for det. Det skaber en kæmpe ro i mig. Jeg er ikke længere bange for ikke at have noget at lave. Så selvom jeg er træt og ofte har program på hele dagen, finder jeg hvile i det. Jeg planlægger højst et par dage frem, og ellers følger jeg bare med. Det er skønt! I har nu jeg været her en måned, og det mærkes tydeligt. Jeg kan på en helt anden måde bare nyde at være her.

Lidt praktisk arbejde gør faktisk godt. Jeg havde fået den idé at gøre noget ved kirken. Det kunne være en god fælles beskæftigelse, samtidig med at den virkelig trængte til en god omgang rengøring. Først virkede det ikke som om, at der var nogen der gad, men en dag kom en begejstret Martina hen til mig. Hun havde tænkt over det og havde en fået en hel masse ideer. Tidligt mandag morgen gik vi i gang. Vi rengjorde alle rummene og fik flyttet rundt, så der nu er blevet skabt et hyggerum. Det føltes godt bagefter, at have nået et konkret mål. Vi var meget tilfredse med resultatet, og jeg er sikker på, at det nye rum vil blive brugt til rigtig meget godt i fremtiden. Jeg var også glad for, at det var en fra kirken, der havde taget det endelige initiativ. Jeg er her bare en kort tid, for at give et frisk pust og skabe lidt inspiration. På længere sigt er det deres egne ressourcer de må gøre brug af.

The Danish Dinner (Dansk aftensmad). Rebekka og jeg ville gerne tilbyde vores nye venner noget god dansk mad. Vi tænkte det kunne være et hyggeligt arrangement. Mad er jo altid et godt samlingspunkt. Vi inviterede lidt hist og her, og regnede med at måske omkring 10 ville komme. Inden vi fik set os om var vi 20. Eftersom Rebekka og jeg ikke er de mest øvede i et køkken, gik vi total i panik. Men vores bekymring blev gjort total til skamme. Alt gik godt. Vi legede danske lege som gæt og grimasser, og der blev grint en masse. Det så ud som om, at alle hyggede sig, og vi ble rost meget for vores mad. Bagefter blev vi inviteret videre i byen af to piger, og vi fik nogle gode timer på en café. Det var en aften, som jeg tror på, hat åbnet for en masse videre samvær med disse mennesker. 

Tiden går hurtigt..

Tiden går, og der er nok at lave. Folk er ved at vænne sig til, at jeg er her og begynder at bruge mig. Det er virkelig rart at føle, at jeg kan være en hjælp. F.eks. blev jeg ringet op af Danijel i tirsdags og spurgt, om jeg ikke kunne lede bibelstudium den aften. Der var kommet noget op, han skulle tage sig af. Jeg har aldrig ledt bibelstudium på denne måde før, men jeg tog udfordringen op. Der kom 6 unge, som hver især var hvidt forskellige steder i deres liv. Nogle vidste intet om Biblen og troede heller ikke på noget. Andre var mere nysgerrige og åbne. Der var en nykristen og en som er vokset op med kristendommen. Det var meget svært at ramme alle, men folk stillede spørgsmål, og vi fik nogle gode snakke. Det er spændende arbejde, for man ved aldrig, hvem der kommer, og hvilke spørgsmål de vil stille. Man bliver nødt til at forberede sig så godt, man nu kan og så lægge det 100 % i Guds hænder.

Conversation Club (Samtale klub), er en aktivitet vi har hver torsdag i caféen på universitetet. Her mødes vi med nogle studerende og øver engelsk samtale. Det er attraktivt, da man ikke snakker engelsk i undervisningen her, men mest lærer grammatik. Vi bruger det, som en mulighed for at bygge relationer med mennesker. Det er altid hyggeligt, og man får nogle interessante snakke.

Så var der fest. Torsdag aften tog vi til fest for studerende. Vi prøver at skabe så mange muligheder som muligt for at møde nye mennesker. Det foregik på en bar, der hed Jazz club. Men det havde absolut ikke noget med jazz at gøre. De spillede den værste musik, jeg nogensinde har hørt. Det meste var dårlig techno nogle gange med lidt folkemusik ind over. Det var så højt, at det gjorde ondt, og jeg var seriøst bange for, at min hørelse ville tage skade. Til sidst flygtede vi ud i bilen, fordi vi ikke kunne holde det ud længere. Musikken var så høj, at man absolut ikke kunne snakke med hinanden, så vi fik ikke mødt nogen nye mennesker der. Nogle gange går man forgæves, men det var da en oplevelse. 

Besøg på kollegiet. Fredag tog Rebekka og jeg hen til de studerendes kollegium. Det var utrolig spontant. Jeg havde tilfældigvis fået en aftale med en pige, jeg havde mødt kort, sidste gang jeg var i Montenegro. Deres værelse var meget lille. Vil skyde på 9 m^2, og de sov tre piger i kun to senge. De var utrolig gæstfrie, og vi klemte os godt sammen. De kunne ikke tale så godt engelsk, men så fik jeg øvet noget serbisk, og det fik vi meget sjov ud af. Hele tiden kom der nye piger ind og ud af værelset. Vi fik snakket med en hel masse mennesker. Jeg fik også en god dyb snak med en pige omkring tro og overtro, kærlighed og ægteskab. Både Rebekka og jeg fik telefonnumre, og jeg glæder mig til at skulle møde de piger igen.

Teenagerne i kirken. Pete er englænder, og det er ham som sædvanligvis står for teenagerne. Der er 7 teenagere, så det er ikke fordi, det er mange, men det er så vigtigt, at der er noget for dem. For tiden er Pete dog i England for at besøge familien. Rebekka og jeg fik derfor opgaven at stå for teen-mødet lørdag. Jeg var glad for at få en konkret opgave at stå for. En opgave som jeg ved ikke ville blive udført, hvis vi ikke var her. Men det var også udfordrende. Det er så svært at planlægge noget her. Man ved aldrig, hvor mange der kommer. Folk er dårlige til at svare tilbage, så man må forberede sig på lidt af hvert. Først en time inden mødet startede, vidste vi, hvem der kom. Det endte med tre teenagere. Jeg holdt en lille andagt og vi bad sammen. Bagefter spillede vi nogle spil og lærte hinanden lidt at kende. Det var rigtig godt. Dejligt at se, hvordan de efter lidt tid slappede af og havde det sjovt. Vi fik grint en masse, og jeg synes, det var en god begyndelse. Glæder mig til at bruge mere tid sammen med dem.

(Til højre på siden under profilen om mig, har jeg oprettet nogle sider. Her har jeg skrevet lidt mere generelt om Montenegro og mine indtryk af landet... )

Efter to uger..

Jeg har nu været af sted i lidt over to uger. Jeg begynder at falde til og føle mig hjemme her. De kristne har taget rigtig godt imod mig. De er meget gæstfrie, åbne og nemme at være sammen med. I dag er min gode veninde Rebekka også kommet og skal være her resten af tiden. Det er rart at være to. Vi bor for tiden hos præsteparret i Nikšić. (Du kan se et kort i bunden af siden.) De kommer fra USA, men fik for 16 år siden et kald til at komme til Montenegro. De har fået bygget et stort hus, så der er plads til at teams fra udlandet kan komme på besøg.

Indtil videre har mit arbejde meget bestået i at komme ud og få skabt en masse kontakter og relationer, som jeg senere kan bygge videre på. Jeg er her først og fremmest for at hjælpe Danijel som er ansat af KFS (Kristelig forbund for Studerende). Han laver sociale arrangementer på Universitetet og får igennem det kontakt til studerende som han vidner for. Han laver bibelstudium og snakker med dem om tro og liv. Folk er meget åbne for religion her. Til tider lidt for åbne, og der er rigtig meget overtro. Det er spændende mennesker at snakke med. Deres tro og syn på livet er så anderledes fra folk i Danmark, hvor mange jo nærmest er religionsskræmte.

Jeg hjælper også til i kirken og indgår som en naturlig del af menigheden her. Jeg spiller klaver til gudstjenesterne og deltager til de forskellige arrangementer. Det er en meget lille kirke med omkring 25 medlemmer. Der er mange mangler og stor brug for opmuntring. Der er især stor mangel på kvindelige ledere. Det er et problem for teenagepigerne og de unge kvinder, for hvem kan de så spejle sig i og snakke med omkring emner som sex, drenge og hvad der ellers er af pigeproblemer. Her håber jeg at kunne komme med nogle inputs og hjælpe med at opfordre de kvinder, der er her, til at turde være mere fremtrædende.

Indtil videre tegner det sig godt, og jeg tror på at Gud kan bruge Rebekka og jeg her i Montenegro.